Bordeaux blev i 2024 tvangsnedrykket efter rod i økonomien, og tidligere i år blev traditionsklubben også ramt af et transferforbud.
I juni valgte fodboldforbundet imidlertid at ophæve forbuddet, men tirsdag er situationen atter blevet markant forværret i den kaosramte klub, som i skrivende stund befinder sig i den fjerdebedste række.
DNCG – det franske fodboldforbunds økonomiske kontrolorgan – har således besluttet sig for at udelukke Bordeaux fra alle nationale turneringer.
DNCG havde krævet, at Bordeaux skaffede en kapitalindsprøjtning på ni millioner euro for både at få balance i regnskabet for den netop afsluttede sæson og sikre finansieringen af den kommende.
Pengene kom imidlertid aldrig, hvorfor den tidligere storklub nu er blevet straffet.
Bordeaux har meddelt, at klubben vil anke afgørelsen.
- Ankesagen vil give FC Girondins de Bordeaux mulighed for at færdiggøre finansieringen af sæsonen 2026/27 og fremlægge alle opdaterede oplysninger for DNCG's appelkommission, som forventes at behandle sagen om cirka 15 dage, lyder det.
Situationen er som nu, at Bordeaux er udelukket fra de nationale franske turneringer.
Hvis anken ikke fører til en omstødelse af afgørelsen, vil klubben i bedste fald kunne spille i Regionale 1, som er den sjettebedste række i Frankrig.


Bordeaux

































