Noah Nartey startede sæsonen ud med bulder og brag for Brøndby IF.
De første syv kampe bød på startpladser og næsten fuld spilletid.
Det store talent blev belønnet med en ny kontrakt til 2027, men lige efter blev en fast plads i holdopstillingen vekslet med ture på bænken.
- Det var selvfølgelig hårdt og en svær periode for mig, som jeg var inde i, siger Noah Nartey til Bold i U21-lejren i Vejle.
Efter de syv indledende og flotte kampe gik der en periode, hvor ni opgør bød på sporadiske indhop.
Selvom man altid ønsker spilletid, er Noah Nartey også bevidst om, at udfordringer som disse er med til at modne den stadig kun 19-årige midtbanespiller.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg føler også lidt, at det udvikler mig mere og mere, og jeg tror måske også derfor, at jeg har spillet lidt bedre her til sidst.
Noah Nartey har nemlig leveret et højt niveau i foråret og mesterskabsspillet for Vestegnsklubben, hvor Frederik Birk ser en stor stjerne i Noah Nartey.
Hans gode ven og holdkammerat Clement Bischoff følger også Noah Narteys udvikling, og den svære periode i efteråret gjorde også indtryk på kantspilleren.
- Som hold havde vi det lidt svært, og det gik ud over Noah, hvilket jeg selvfølgelig var lidt ked af at se på det tidspunkt, siger Clement Bischoff til Bold.
De to spillere er brudt igennem på samme tid, og derfor spejler de sig også meget i hinanden. Derfor har det også været godt for Clement Bischoff at se sin ven løfte sig i foråret, som ikke har været lige så positivt for Clement Bischoff.
- I foråret, hvor jeg måske ikke selv har haft den største personlige succes, har det bare været rigtig fedt at kunne se min rigtig gode ven skinne derinde.
- Jeg synes, at han har været igennem en virkelig fed udvikling, og jeg kan se på ham, at han bliver mere vant til situationerne og bare bliver bedre og bedre. Det er så fedt at se, siger Clement Bischoff.
Noah Nartey kigger derfor også tilbage på en sæson, hvor pilen peger i den rigtige retning.
- Jeg føler, at jeg har taget min chance hundrede procent og grebet den. Jeg har fået vist nogle gode takter og lagt nogle gode præstationer, siger Noah Nartey.
Sammen er de to spillere udtaget til U21-landsholdet, ligesom Mathias Kvistgaarden fra Brøndby også støder til truppen senere, når Brian Riemer sender ham videre fra A-landsholdet.
De drager derefter til Slovakiet, hvor U21-EM bliver spillet. Første kamp er den kommende torsdag mod Ukraine.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
































