Brøndbys U17-mandskab har flere spillere, der er interessante for udenlandske klubber.
Tidligere lørdag kunne B.T. berette, at talentet Nilas Yacobi skiftede til Wolfsburg, men han er ikke den eneste, der har tiltrukket sig interesse.
For André Escobar har i den seneste uge været til prøvetræning i hollandske AZ Alkmaar, men den offensive midtbanespiller ønsker at blive i Brøndby, fortæller han til fanmediet 3point.dk.
- Træningen var fyldt med høj intensitet og kvalitet. Det var en anderledes spillestil, men det var også godt at få ind under huden, så man kan spille under flere systemer. Og så synes jeg, at akademiet og faciliteterne var i top, noget af det bedste, jeg har set.
- Men mine tanker for fremtiden er at blive i Brøndby og udvikle mig der, forhåbentlig få en masse udfordring i form af at spille og træne, og så må vi se, hvad det bliver til hen ad vejen, siger André Escobar.
Den 16-årige spiller vandt i den forgangne sæson både U17-ligaen samt pokalturneringen.


Brøndby U17
U17 Ligaen

































