Nicolai Johannessen har tidligere spillet i blandt andet AGF og FC Nordsjælland, og han kan skrive seks Superliga-kampe på CV'et.
Det seneste halvandet år har 29-årige Johannessen dog tørnet ud for Brønshøj Boldklub i Danmarksserien.
1. juli kom det så frem, at Johannessen ville stoppe i Brønshøj, men nu er der foretaget en kovending.
29-årige Johannessen siger nemlig til bold.dk, at han alligevel skal spille for Danmarksserie-klubben, da parterne er blevet enige om træningsmængden.
- Det korte og det lange er, at det var træningsmængden, da jeg også arbejder ved siden af. Brønshøj har jo ambitioner om at rykke op, og jeg kunne ikke træne tre gange om ugen, hvilket de efterspurgte.
- Nu vendte de tilbage, og de sagde, at det var okay med to træninger om ugen. Nogle uger kan jeg træne tre gange om ugen. Det var træningsmængden, der i første omgang gjorde, at jeg ikke skulle blive i klubben, siger Nicolai Johanessen til bold.dk.
Fed klub
Han er rigtig glad for, at han fortsat skal spille for Danmarksserie-klubben.
- Nu har jeg været der i halvandet år, og jeg synes, at det er en fed klub med nogle gode fans. Kammeratskabet i klubben er også rigtig godt. Det er også derfor, at jeg har lyst til at blive.
Den erfarne forsvarer mener, at Brønshøj står foran en god sæson. Klubben har blandt andet hentet Michael Lumb og Aleksandar Lazarevic, og mandskabet vandt med 2-0 over Fremad Amager i en testkamp i weekenden.
- Jeg tænker, at der er en god blanding af nogle rutinerede spillere og unge, talentfulde spillere. Det giver god mulighed for at rykke op, da vi rutinerede kan lære fra os, og de unge har masser af energi og power. Det er en rigtig god kombination, siger Johannessen til bold.dk.
Brønshøj indleder sæsonen mod Herlev IF 12. august.



Brønshøj Boldklub
Danmarksserien

































