Forholdet mellem landstræner Marc Brys og fodboldforbundet i Cameroun har mildest talt været stormombrust siden ansættelsen i april 2024, og nu tilføjes et nyt kapitel til historien.
En e-mail fra Marc Brys til Camerouns fodboldforbund, FnECAFOOT, med legenden Samuel Eto’o i spidsen, så onsdag dagens lys med ordlyden om, at belgieren sagde sin stilling op øjeblikkeligt. Det gjorde han med begrundelsen, at han og hans stab ikke havde modtaget løn i to måneder.
Men nu er han vendt på en tallerken. Eller han mener rettere sagt, at den offentlige opsigelse slet ikke kommer fra ham. Hans mail-konto er tværtimod blevet hacket, skriver han i en ny mail til sportsministeriet i Cameroun.
Og det er her, historien bliver ekstra krydret. Det er nemlig ikke første gang, det skaber problemer, at Marc Brys i sin tid blev ansat af landets sportsminister - og ikke af foboldforbundets præsident, Samuel Eto’o.
Efter bare en måned i sædet i maj 2024 blev Marc Brys fyret af netop Samuel Eto’o, fordi Eto’o var utilfreds med, at han og fodboldforbundet ikke var blevet taget i ed inden ansættelsen af Brys. Få dage senere blev Brys så genansat med en undskyldning fra Eto’o.
Nu er sagen så den, at Camerouns fodboldforbund muligvis har modtaget opsigelse fra Marc Brys, mens sportsministeriet har modtaget en mail om, at Brys gerne fortsætter og er blevet hacket.
Tiden vil vise, hvordan det denne gang vil gå med Marc Brys og rollen som landstræner. Om fem måneder skal Cameroun spille Africa Cup of Nations i Marokko, hvor modstanderne i gruppen tæller Elfenbenskysten, Gabon og Mozambique.
Med eller uden Marc Brys ved roret.


Africa Cup of Nations
Cameroun
































