Tidligere i juni skiftede Vito Hammershøy-Mistrati til rumænske CFR Cluj.
Den nu tidligere Randers-spiller har ikke lagt skjul på, at han gerne vil testes af i udlandet, og den drøm blev langt om længe til virkelighed.
Vito fortæller til bold.dk, at CFR Cluj allerede viste sin interesse i marts, og de to klubber har forhandlet lige siden.
- Jeg hørte faktisk om interessen ret tidligt. Jeg tror, at det var i marts, at jeg hørte om det første gang. Siden er det gået stille og roligt fremad, og så blev der forhandlet lidt.
- Lige pludselig fik jeg bare at vide, at ”nu skal jeg afsted”. Jeg måtte lige google lidt for at se, hvad det var for noget. Jeg anede intet om det. Ikke andet end at Cluj er en stor klub, der har spillet meget i Europa, fortæller Vito Hammershøy-Mistrati til bold.dk.
Det er første gang, at Vito Hammershøy-Mistrati skal spille i udlandet, så han var meget klar på at skifte.
- Jeg var egentlig bare opsat på at prøve det, og så var der også snak om Japan og Sydkorea, og det kunne jeg også godt have tænkt mig. Der var ikke andre bud, af hvad jeg ved af, men der var bare lidt interesse.
- Men hvor det var, betød egentlig ikke så meget, for jeg vil bare gerne prøve at opleve noget andet end den danske Superliga, fortæller Vito Hammershøy-Mistrati til bold.dk.
Vito har indtil videre kun spillet træningskampe for CFR Cluj, men den 5. juli går det løs, når de skal en tur til Armenien for at møde Pyunik Yerevan i Champions League-kvalifikationen.


CFR Cluj
Rumænien Superliga





































