Vito Hammershøy-Mistrati har længe haft en drøm om at prøve sig af i udlandet.
2022 blev året, hvor den drøm gik i opfyldelse.
Tidligere i juni blev det officielt, at Vito Hammershøy-Mistrati skifter til de forsvarende rumænske mestre fra CFR Cluj.
Det er første gang, at Vito spiller i udlandet, og til bold.dk fortæller han om de første indtryk i den nye klub.
- Det har været virkelig sjovt og spændende. Jeg er blevet taget godt imod. Jeg har haft en uges træning til at starte med, og så har vi været 11 dage på træningslejr i Østrig, hvor vi har spillet fire kampe.
- Det er gået forholdsvis gnidningsfrit at flytte til udlandet. Jeg har boet på hotel den første uge, og så har jeg fundet en lejlighed og bil, så der er ikke så meget at klage over. Det er eneste er, at der er en del papirarbejde, når man flytter fra Danmark, men ellers er det gået godt.
- Jeg har kun været i Rumænien en uges tid, men det virker til at være en rigtig fin by. Jeg har kun hørt positive ting om det, og det har jeg også selv oplevet. Byen har alt det, som man skal bruge, og folk sidder og hygger sig på fortovscafeerne, fortæller Vito Hammershøy-Mistrati til bold.dk.
Rent spilmæssigt har det også været lidt af en omvæltning for Vito, for i Cluj spilles der mere fysisk fodbold, end der bliver spillet hjemme i Superligaen.
- Det er et højt niveau, og der er mange gode spillere. Det er meget fysisk, og så er der benhård træning hver dag. Der er flere træninger end i Danmark, men det er skidesjovt.
- Vores hold er meget fysisk spillende, og træneren han går meget op i at vinde, og ikke så meget andet.
- Jeg synes, jeg passer godt ind i det spil, for jeg kan komme med noget af det, som de har manglet indimellem, og det har de andre også givet udtryk for, at det er rart at have en spiller som mig, der ikke kun er fysisk, fortæller han.
Vito Hammershøy-Mistrati kan få sin officielle debut den 5. juli, hvor Cluj skal i aktion i Champions League-kvalifikationen, hvor armenske Pyunik Yerevan venter.



CFR Cluj
Rumænien Superliga



































