For et lille år siden havde i særdeleshed Chelsea travlt med at hente spillere på meget lange kontrakter.
Formålet var at sprede klubbens transferomkostninger ud over flere år for at undgå at ryge i Financial Fair Play-fælden.
Men nu er det slut med at udstyre spillerne med 8,5 år lange aftaler, som vi så London-klubben gøre det med eksempelvis Mykhailo Mudryk og Enzo Fernández. I hvert fald når det kommer til det trick, der var tanken bag initiativet i første omgang, hvor klubberne kunne afskrive en transfersum for en specifik spiller ud på kontraktens længde.
Premier League oplyser tirsdag eftermiddag, at klubberne i Englands bedste fodboldrække på et aktionærmøde har stemt for at begrænse sådanne afskrivninger til maksimalt fem år. Uanset kontrakternes længde.
Regelændringen gælder imidlertid ikke med tilbagevirkende kraft og omfatter derfor ikke kontrakter, der allerede er underskrevet.
The Athletic-journalisten David Ornstein skriver på X, at 15 klubber stemte for, 2 stemte imod og 3 stemte blankt.
En detalje er, at Chelsea var blandt de klubber, der stemte for.
Da London-klubben i januar købte både Enzo Fernández og Mykhailo Mudryk for henholdsvis 900 millioner kroner og 745 millioner kroner - oven i en masse andre handler - kunne de altså med tricket, der også kaldes amortisering, dele summerne ud på kontraktens længde.
Altså vil transfersummen - i Mudryk-eksemplet - hedde omkring 87,5 millioner danske kroner om året kontrakten ud.
Overordnet handler amortisering om afviklingen af et beløb over en tidsperiode, og for fodboldklubber kan det bruges som en kreativ måde at balancere regningerne på.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Chelsea
Premier League































