Sofie Junge har vundet prisen som årets fodboldspiller hos The Guardian.
Den britiske avis har siden 2016 uddelt prisen på årlig basis til en fodboldspiller, der har 'gjort noget virkelig bemærkelsesværdigt, hvad enten det er ved at overvinde modgang, hjælpe andre eller sætte et sportsligt eksempel ved at handle med ekstraordinær ærlighed.'
I år går prisen til Junge, der til daglig spiller i den italienske klub Inter, fordi hun i oktober gik forrest med en hård kritik af FIFA's sponsoraftale med det saudiarabiske olieselskab Aramco.
- Vi har i mange år i kvindefodbold kæmpet for ligestilling, LGBTQ+-rettigheder, inklusion og kønslighed.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så at blive sat til at promovere den største statsejede olievirksomhed i verden, der tilmed er ejet af Saudi-Arabien, som diskriminerer kvinder og menneskerettigheder, det kan og vil vi ikke stå på mål for, lød det blandt andet fra Junge i et interview med TV 2.
Over for The Guardian fortæller Sofie Junge, at hun sætter en stor ære i at bruge sin stemme til at kæmpe for andre.
- Det driver mig virkelig. Vi har et ansvar for i det mindste at prøve at gøre en lille smule for andre mennesker, siger hun til den britiske avis.
I 2021 vandt den tidligere landsholdsanfører Simon Kjær prisen fra The Guardian for sin indsats, da Christian Eriksen faldt om med et hjertestop i Parken under EM-kampen mod Finland.

Danmark (k)

































