2024-02-28 20:24:06

Harder savnede kynisme: Vi skal hjem og træne afslutninger

Danmark havde problemer med at ramme målet, da de spillede 1-1 i en træningskamp mod Østrig. Pernille Harder fortæller til Bold, at de skal hjem til klubberne og træne afslutninger. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Onsdag skulle det danske kvindelandshold for første gang i 2024 repræsentere de rød-hvide farver, da Andrée Jeglertz' tropper spillede træningskamp mod Østrig.

Kampen endte med et 1-1-resultat, men kigger man på chancefordelingen, burde det nok have set anderledes ud.

Danmark væltede sig nærmest i chancer, men skarpheden manglede hos den danske offensiv. Hele 22 skud noterede de sig for i kampen, som blev spillet i Marbella i Spanien.

Bold fangede Pernille Harder over telefonen efter kampen, og hun var meget bevidst om, at danskerne ikke havde været skarpe nok.

- Det er lidt blandede følelser her efter kampen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Venskabskampe (k) -Harder savnede kynisme: Vi skal hjem og træne afslutninger
Foto: Luisa Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix

- Jeg synes, vi slutter rigtigt godt af med en god anden halvleg, hvor vi dog skal score flere mål. Vi skal score på vores chancer.

- Det spil, vi har i anden halvleg, skal vi tage med videre og bygge videre på, siger Pernille Harder til Bold.

Selv om Pernille Harder stod for Danmarks mål, er hun ikke bleg for at fortælle, hvad der står på programmet for hende selv og resten af kvindelandsholdet, når de vender retur til sine respektive klubber.

- Vi skal hjem i klubberne og få trænet vores afslutninger og være lidt mere kyniske og rolige på de sidste skud, siger en grinende Harder til Bold.

Harders danske rekord
Den danske Bayern-angriber var tilbage i kamp på det danske landshold for første gang siden september sidste år.

Hendes mål mod Østrig var scoring nummer 75 i den rød-hvide trøje, hvilket er dansk rekord. 

Sofie Svava, der har sin daglige gang i Real Madrid, var da også godt tilfreds med, at hendes anfører var tilbage, da Bold snakkede med hende efter kampen. 

- Det er altid dejligt at have Pernille med. Hun er afgørende og farlig. 

- Jeg er glad for at have hende tilbage. Hun er en vigtig nøgle i vores spil. 

- Det er helt sikkert vigtigt, nu hvor vi starter EM-kvalifikationen om lidt, siger Svava, der fik 73 minutter mod Østrig, til Bold.

Danmark indleder jagten på en EM-plads til april. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce