Fra 2015 til 2024 var Viborg Stadion hjemmebane for Danmarks kvindelandshold.
Da aftalen udløb, valgte DBU, at man ikke med det samme ville have en ny, permanent hjemmebane, og siden har kvindelandsholdet spillet kampe i Vejle, Aalborg, Esbjerg, Odense, Herning - og senest i Parken.
Når Jakob Michelsens tropper den 3. marts åbner VM-kvalifikationen, kan kvindelandsholdet sætte endnu et kryds på Danmarkskortet, da opgøret mod Serbien afvikles i Horsens.
Derfra ophører visheden dog.
Danmarks hjemmekampe mod Italien og Sverige, der spilles i henholdsvis april og juni, er endnu fastsat til et bestemt stadion.
Landstræner Jakob Michelsen savner dog ikke en fast hjemmebane.
- Jeg synes, at det er en styrke, at vi kommer rundt i hele landet. Det var dejligt, at være i Parken, og nu glæder vi os til at spille i Horsens.
- Det er dejligt at komme rundt i forskellige, spirende miljøer i kongeriet, så alle får deres idoler tæt på, siger landstræneren.
To hjemmebaner?
Det danske kvindelandshold spillede i oktober i Parken, hvor de foran tæt på 15.000 tilskuere slog Finland med 2-0.
Mille Gejl, der startede inde i Parken, lægger ikke skjul på, at det store stadion på Østerbro i København er noget, hun drømmer om.
- Der er ingen tvivl om, at Parken er det ultimative mål. Det er fedt at spille derinde og føle, at det er den danske hjemmebane, men det er også fedt at komme rundt til andre byer og skabe noget opmærksomhed. Vi glæder os til at komme til Horsens, slår landsholdsspilleren fra HB Køge fast.
Parken går igen hos Simone Boye, der også spiller i HB Køge og på landsholdet.
Boye, der er blandt Danmarks rutinerede kræfter med sine 93 landskampe, lufter også en idé om to hjemmebaner:
- Jeg kan godt lide idéen om, at vi for eksempel havde to faste hjemmebaner, som vi kunne skifte imellem. Så ville der også være flere forskellige, som kan komme og se os.
- Det har været to virkelig gode oplevelser i Parken, som jeg håber, at vi får flere af. Det lyder også, som om det er planen. Det vil vi selvfølgelig også meget gerne, for det er gået godt i Parken. Der er noget helt specielt ved at spille i Parken.
- Jeg har ikke spillet i Horsens, men det glæder vi os til. Det er fint, at vi kommer rundt forskellige steder i landet. Det er ærgerligt, at det er i Parken, at vi trækker en masse tilskuere. Det kunne vi også godt tænke os at gøre andre steder rundt om i landet, for det giver nogle virkelig fede oplevelser, afslutter Boye.


Danmark (k)































