2026-07-09 06:00:00

FCK'er trives under landsholdspres: Jeg havde redninger i mig

FC Københavns unge målmand Tobias Breum-Harild var en central figur i den afgørende straffesparkskonkurrence, hvor Italien brændte to af sine forsøg, hvilket gav U19-landsholdet en vigtig sejr.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Danmarks U19-landshold missede avancement fra EM's gruppespil, men onsdag eftermiddag var der alligevel meget på spil.

Modstanderen var Italien i kampen om femtepladsen – en placering, der samtidig bragte vinderen et vigtigt skridt tættere på en billet til næste års U20-VM.

En af de helt store danske profiler blev målmand Tobias Breum-Harild, der til daglig er på kontrakt hos FC København. 

Han blev den store helt i straffesparkskonkurrencen, hvor han reddede to italienske forsøg og sikrede Danmark sejren.

Efter den dramatiske afslutning lagde den unge keeper ikke skjul på sin store forløsning.

- Det var lidt hårdt i perioder. De var dygtige på kuglen, men vi fik taget vores pauser i spillet med bolden. Det var meget vellykket, og vi stod sammen som hold.  Det er euforisk og stort, siger Tobias Breum-Harild til Bold.

Artiklen fortsætter efter billedet

EM U19 -FCK'er trives under landsholdspres: Jeg havde redninger i mig
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Du kan se U19-kampene ved EM-slutrunden med Bold+.

Vigtige redninger 

Tobias Breum-Harild trives godt under pres - særligt når kampene skal afvikles på straffe.

- Det var sjovt. Det var lidt nervepirrende at stå derinde, efter Alfred brændte. Men jeg vidste, at jeg havde minimum en redning i mig. Nu har jeg været så heldig at træne straffe en del i U19-ligaen, og det har også resulteret i, at jeg har vundet i alle straffesparkskonkurrencer, der har været i sidste sæson. 

- At sætte endnu et på CV'et er rart. Jeg var meget sikker på mig selv, at jeg nok skulle redde en, så blev det til det.

DBU skrev før kampen, at vinderen af opgøret skal møde et asiatisk hold til foråret om en plads ved VM-turneringen.

Her transformeres U19-holdet til U20, men det ændrer ikke på ambitionerne i truppen, fortæller Tobias Breum-Harild. 

- Ambitionen skal 100 procent være, at vi skal til VM. Nu har vi sat os i en god position, og så må vi tage den modstander, der kommer.

- Det vigtigste for os er, at vi får et godt U20-år inden til kampen i foråret. Vi skal stå sammen som hold og kollektiv, det er det vigtigste. 

Tobias Breum-Harild har stået 16 kampe for U19-landsholdet.

Her har han haft syv clean sheets. 

Han blev i juni en del af FCK's førsteholdstrup.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce