Det danske U19-landshold tager fredag eftermiddag hul på EM-slutrunden i Rumænien, hvor man foruden værtsnationen er havnet i pulje med Montenegro og Spanien.
Og det er en gruppe, som man skal formå at gå videre fra, lyder vurderingen fra Tobias Slotsager.
- Med det hold, vi har, forventer jeg, at vi kan komme rigtig langt ved den her turnering.
- Målsætningen er først og fremmest, at vi skal videre fra vores pulje. Vi ved, at det bliver svært, men med det hold, vi har, skal vi gå videre. Derfra er alt muligt, siger Slotsager til Bold.
Verona-stopperen peger på seniorerfaring som en stor fordel for de unge danskere.
- Størstedelen af os har været sammen siden U16, så relationerne er der stort set allerede. De står snorlige, så det hjælper bestemt på det.
- Det er bare en dygtig gruppe, der stor set alle sammen er inde i et seniormiljø, og det, tænker jeg, er ret sjældent på U19-niveau. Så jeg ser helt sikkert, at vi har en stor fordel, fortæller fynboen.
100 procent klar
Tobias Slotsager skiftede i vinter til Hellas Verona i Serie A, hvor han siden har ventet tålmodigt på sin debut.
Det er således endnu ikke blevet til minutter i det italienske, og derfor skal der bankes en smule rust af ved slutrunden i Rumænien.
- Min fysiske forfatning kunne da være bedre lige nu. Jeg har jo ikke spillet så meget, og det betyder også, at der er lidt rust.
- Den sidste kamp, jeg spillede, var også med landsholdet. Der sad jeg over i den første mod Island og spillede de to sidste, så der også blev passet lidt på mig.
- Så den fysiske forfatning er ikke i top, men det er selvfølgelig også svært at vide, når jeg ikke har været i kamp i lang tid nu.
- Men jeg skal nok være 100 procent klar og give den alt, hvad den kan trække, når vi begynder, slår Tobias Slotsager fast.
Den unge forsvarsspiller var forberedt på sparsom spilletid, da han skiftede til Verona i vinter. Nu er han dog klar til at gribe chancen efter sommerferien.



Danmark U19
EM U19




































