2026-06-11 17:00:00

Frem med klaphatten: Flere danskere er med ved VM

Selvom Danmark ikke er med til VM, kan man alligevel godt finde klaphatten frem på vegne af flere af vores landsmænd, som på den ene eller anden måde har en rolle ved slutrunden på eller uden for banen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 1. runde

I morgen d. 12. jun 21:00

CAN

vs

BOS

I aften går det løs!

Fodboldsommeren bliver sparket i gang i Canada, Mexico og USA, når det endelig er tid til VM igen.

48 nationer skal kæmpe om det legendariske trofæ, men det bliver uden de røde og hvide farver.

Danmark formåede ikke at kvalificere sig, og derfor er man ikke med ved et VM for første gang siden slutrunden i 2014.

Men der er faktisk dansk islæt med ved VM 2026, da flere af vores landsmænd har en rolle på den ene eller anden måde ved sommerens slutrunde.

Nogle har roller i forskellige landsholdstaber, mens andre er født i Danmark og repræsenterer deres andet hjemland.

Her får du seks danskere, som er med til VM.

Thomas Christiansen
Landstræner for Panama

251023
Foto: Enea Lebrun/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er sjældent, at man finder en forbindelse mellem Panama og Danmark, men ved sommerens VM er det med danske briller værd at holde øje med landstræneren.

Han er nemlig født i Hadsund og vokset op i Avedøre.

Thomas Christiansen har siden 2020 løftet Panama til nye højder, og derfor er den lille nation igen klar til at vise sig frem på den største scene.

Christiansen har en dansk far, men moderen kommer fra Spanien, som nok er den nation, man forbinder mest med den tidligere angriber.

Som aktiv valgte Christiansen at spille for Spanien, hvor han nåede at få to landskampe og scorede et enkelt mål for A-landsholdet.

Artiklen fortsætter efter billedet

FIFA VM -Frem med klaphatten: Flere danskere er med ved VM
Foto: Pilar Olivares/Reuters/Ritzau Scanpix-Bo Amstrup/Ritzau Scanpix-Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Han spillede fra 1991 til 1996 i FC Barcelona, inden at han røg forbi flere spanske klubber. Herhjemme i Danmark nåede Christiansen at spille for Herfølge på seniorniveau.

Christiansen havde håbet på, at han ved VM kunne have mødt sit hjemland.

- Jeg håber, at Danmark kvalificerer sig, så vi måske kan møde dem. Det ville være fedt at stå over for Danmark, Spanien eller Tyskland. 

- Vi skal bare huske at nyde VM. Uanset hvad kommer vi til at møde store nationer, og det må vi tage med, udtalte Thomas Christiansen til Bold inden VM-lodtrækningen.

Men det skete ikke. 

Frans Putros
Repræsenterer Irak

251025
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På Iraks landshold er Aarhus godt repræsenteret.

AGF-stjernen Kevin Yakob er blevet udtaget, mens at en vaskeægte aarhusianer ligeledes skal være med i sommerens VM-slutrunde.

Frans Putros har siden 2018 repræsenteret Irak på landsholdniveau, og nu får han endelig muligheden for at spille en VM-slutrunde med sine forældres hjemland.

Frans Putros, som desuden er bror til dommer Sandi Putros, blev født i Aarhus, efter at hans forældre flygtede fra Irak til Danmark.

Den irakiske landsholdsspiller fik sin fodboldopdragelse i AGF, mens at han efterfølgende kom forbi danske klubber som Silkeborg, FC Fredericia, Hobro IK og ikke mindst Viborg FF.

I dag er han langt væk fra den danske andedam, da Putros er på kontrakt i den indonesiske storklub Persib Bandung, men til sommer trækker han i den irakiske landsholdstrøje på sportens allerstørste scene.

- Jeg har været inde omkring de danske U-landshold og så videre, men så ramte realiteten mig i de tidlige 20'ere. Jeg kunne godt se her, at det måske ikke var det danske landshold, jeg skulle spille for.

- Der opstod den her mulighed med Irak. Det er jo efterhånden otte-ni år siden, at jeg besluttede mig for at spille for Irak. Dengang vidste jeg godt, at muligheden og drømmen om VM var der.

- Selvom det var en del år siden, at Irak havde været med til en slutrunde, vidste jeg godt, at der ville være en realistisk mulighed for at komme med til VM på grund af kvalifikationsrunderne, udtaler Frans Putros.

Bold har taget en længere snak med Frans Putros om at repræsentere Irak ved VM.

Det udkommer lørdag på Bold og allerede fredag i Bolds avis.

Amir Hadziahmetovic
Repræsenterer Bosnien & Hercegovina

251022
Foto: Amel Emric/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er tale om en sand solstrålehistorie, når man vender blikket mod Amir Hadziahmetovic.

Den 29-årige midtbanespiller skal i næste sæson spille Premier League, da han er på kontrakt hos oprykkerne fra Hull City.

Desuden har han været forbi klubber som blandt andre Konyaspor og Besiktas, men hele historien starter på den danske solskinsø, Bornholm.

Den bosniske midtbanegeneral er født i Nexø på Bornholm, hvor Hadziahmetovic boede i de første 12 år af sit liv. Karrieren startede da også hos Nexø Boldklub.

Og selvom han nu repræsenterer sine forældres hjemland, har han på ingen måde glemt tiden på Bornholm.

- Jeg er født i Danmark, og jeg voksede op i Danmark, og det betyder meget for mig, fordi Danmark har hjulpet mig med at opbygge min personlighed.  

- Jeg har stadigvæk masser af venner i Danmark, og det har også hjulpet mig i min fodboldkarriere.

- Jeg elsker Danmark meget, men mit hjerte er i Bosnien, så jeg har aldrig tænkt på at spille på det danske landshold. Jeg er meget taknemmelig for alt, Danmark har givet mig og min familie, men Bosnien er Bosnien, har Amir Hadziahmetovic tidligere udtalt i et interview med Bold.

Læs her: Fra Nexø til Besiktas: Danmark har betydet meget for mig

Amir Hadziahmetovic fra Nexø står noteret for 35 landskampe for Bosnien & Hercegovina.

Mads Buttgereit
En del af Tysklands stab

251021
Foto: Karina Hessland/Reuters/Ritzau Scanpix

Når du under VM ser de tyske spillere score efter et knivskarpt hjørnespark eller frispark, er det højst sandsynligt en danskers fortjeneste.

Mads Buttgereit er med til VM, hvor han er en del af landstræner Julian Nagelsmanns stab. Buttgereit har her ansvaret for de tyske dødbolde.

Buttgereit har tidligere haft den samme rolle på det danske landshold, men siden 2021 har han imponeret i rollen for sit andet hjemland.

Først under Hansi Flick, og nu under Julian Nagelsmann.

Buttgereit er født i Esbjerg i Danmark, men valgte i tiårsalderen at rykke ned til sin far i Tyskland på den anden side af grænsen. Desuden kommer Buttgereits bedsteforældre fra Niedersachsen.

- Jeg lærte nogle ting af dem som disciplin, arbejdsindsats og vedholdighed. Jeg lærte, at intet er ligegyldigt, da alle detaljer er vigtige. Man skal gøre et godt stykke arbejde, hvis man vil opnå noget i livet.

- Det er det tyske, der er i mig. Det er en kultur i Tyskland, hvor man ikke piver. Miljøet kan til tider også været råt og hårdt, men det er jeg vokset op med.

- Jeg er sådan et blandingsprodukt af to kulturer, hvor den ene kultur er hygge og nyde livet, mens at man i den anden kultur skal yde for at få succes, udtalte Mads Buttgereit til Bold inden EM 2024.

Mads Buttgereit bor i dag i Herning med sin kone og tre børn, så han har fortsat Danmark helt inde på livet trods rollen som assistent for Tyskland.

Læs også: Dansk træner skal føre Tyskland til EM-titel

Anis Ben Slimane
Repræsenterer Tunesien

251661
Foto: Geert Vanden Wijngaert/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er de færreste, som tager vejen fra Høje Gladsaxe til en VM-slutrunde, men nu har Anis Ben Slimane formået at gøre det to gange.

Slimane er født på Vesterbro af tunesiske forældre, og det er grunden til, at han nu er en af profilerne på Tunesiens landshold ved sommerens VM-slutrunde.

Fodboldopdragelsen er dog dansk, da Slimane var forbi flere klubber i Københavnsområdet, inden at han endelig fik sit gennembrud i AB's ungdomsafdeling.

Han har desuden spillet flere kampe for Danmarks U19-landshold.

Der opstod derfor en speciel situation for Slimane ved VM 2022, da Tunesien stod over for Danmark i første kamp.

- Det var en sindssyg stor oplevelse. Jeg har haft sommerfugle i maven de seneste tre dage, så det var en kamp, som jeg vidste, at der ville være mange følelser i. I de første fem minutter havde jeg også mange følelser i maven.

- Men omvendt spillede jeg VM og fik debut, så jeg skulle gribe chancen og gøre det, som jeg kunne gøre for det, så det var specielt for mig, udtalte Anis Ben Slimane til Bold efter kampen i Qatar.

I dag står Slimane noteret for 41 landskampe for Tunesien, hvor han for alvor har slået sit navn fast på landsholdet.

Martin Langagergaard
En del af Norges stab

251024
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere på det norske landshold har en relation til Danmark.

Landstræner Ståle Solbakken har blandt andet boet i mange år i landet, da han stod i spidsen for FC København, og den forbindelse er stadig at finde i dag.

Norge får nemlig hjælp af danske Martin Langagergaard.

Han er den præstationspsykologiske konsulent, som har hjulpet spillere i FC København, AaB og nu på det norske landshold.

Desuden hjælper han også det danske herrelandshold i håndbold, mens at han ligeledes bidrager med sin viden til det danske politi, forsvar og specialstyrker.

Der er altså tale om en mand med mange bolde i luften, og nu går turen til USA, hvor han skal hjælpe de norske spillere med at finde de sidste procenter rent mentalt.

Bold talte med Martin Langagergaard efter ansættelsen i den norske stab i 2022, hvor danskeren satte ord på sin rolle på Norges landshold.

Læs også: Dansk ekspert skal hjælpe Norge til første slutrunde i 24 år

- Vi skal optimere på de sidste procenter, og det er nok cirka en procent, jeg kan bidrage med. 

- På en god dag kan det være, jeg bidrager med to procent, men udgangspunktet er jo, at hvis jeg kan være med til at finde en procent hos nogen eller i noget, så er det rigtig godt. 

- Det der med at lave et kæmpe turn around og flytte holdet i alle mulige retninger tager lang tid. Prøv at se, hvordan det danske landshold har udviklet sig over fem-seks år. Det er det, der har gjort, at de er, hvor de er nu.

Her fire år senere står Norge nu til sin første slutrunde i 26 år, så man må sige, at Martin Langagergaard lykkedes med at finde de afgørende procenter hos Martin Ødegaard og co.

Podcast Cover

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen

Drømmeklubben | Afsnit 1

VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.

Læs mere
-47:38

VM2026

Gør VM endnu sjovere

Få ekstra spænding i hver eneste VM-kamp med dit eget managerhold. Sæt holdet inden torsdag d. 11. juni kl. 21.00, og gør alt fra åbningskampen til finalen endnu sjovere at følge.  

Udfordr venner, kollegaer og familie i jagten på håneretten. Når pointene tikker ind, bliver selv de sene gruppekampe umulige at slukke for.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 1. runde

I morgen d. 12. jun 21:00

CAN

vs

BOS

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce