Lasse Flø har på kort tid taget store skridt i karrieren.
Efter skiftet fra Vejle til belgiske Westerlo kom endnu en stor milepæl, da forsvarsspilleren blev udtaget til det danske U21-landshold.
Beskeden kom fra landstræner Lars Knudsen, mens Flø sad i bilen.
- Jeg fik et opkald fra Lars Knudsen, som fortalte, at jeg skulle være med. Og jeg blev selvfølgelig utrolig glad.
- Jeg sad faktisk i bilen sammen med Jungdal, så vi var begge i godt humør, og han ønskede mig selvfølgelig tillykke, siger Lasse Flø til Bold.
Udtagelsen kom som et ekstra skulderklap efter en periode, hvor Flø først etablerede sig i Vejles førsteholdstrup og siden tog turen til Belgien.
For den unge forsvarsspiller betyder landsholdsudtagelsen også noget særligt.
- Det er selvfølgelig noget, man er meget beæret over og stolt over. At man får muligheden for at repræsentere sit land på det næsthøjeste niveau.
Flø har dermed på kort tid bevæget sig fra Vejles Superliga-kamp om overlevelse til belgisk fodbold og nu også det danske U21-landshold.
Og selv om udtagelsen er et stort højdepunkt, handler det ifølge Flø først og fremmest om at fortsætte udviklingen.
- Jeg håber, at jeg har haft en rigtig stærk sæson på flere parametre. Hvis jeg kan bygge videre på det, så ser det ikke helt dårligt ud. Det ville ikke være dumt.
Og han kan gøre det et velkendt sted, da U21-landsholdet samles og skal spille to kampe på Vejle Stadion.
- Ja, det bliver sjovt. Det gør det også lidt specielt, så det glæder jeg mig til, afslutter Lasse Flø.


Danmark U21
























