



Det var vist ikke det, som Steffen Højer havde regnet med.
U21-landsholdet har ellers leveret flot gennem EM, men onsdag aften kollapsede korthuset mod Finland i sidste gruppekamp.
Her kunne landstræneren se sit mandskab lave masser af fejl, mens at man også smed en 2-0-føring over styr.
Skuffelsen var da også til at spore på hele holdet ved slutfløjt og efter kampen, da spillerne gik forbi Bolds udsendte.
Højer vil dog gerne tage nedturen på sin kappe.
- Jeg tager min del af skylden, da vi skiftede syv mand. Det var ikke nemt for drengene derinde. Det gik rigtig godt forleden, i dag gik det ikke ret godt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der kan være mange ting i det. Jeg tænker hele den mentale del i, at man har præsteret på højt niveau, men efter tre kampe på seks dage er der alligevel et eller andet.
- Vi håbede på, at vi kunne holde det væk. Det der: “Jamen, vi er jo videre”. Men vi savnede kvalitet. Så kom Finland godt igen, og det må vi anerkende dem for.
- Så vi må kigge rigtig godt ind i det, som skal til de kommende dage, siger en skuffet Steffen Højer til Bold.
Nytter ikke at skrige
Det var bestemt ikke kønt, hvad U21-landsholdet leverede.
Steffen Højer havde skiftet syv spillere, men flere af dem havde store problemer med at få spillet til at fungere.
Der var helt generelt mange ting, som gik galt.
- Ja, du må nok sige. Men jeg vil gerne tage de fejl, som vi lavede på bolden, på min kappe. Det skal forstås på den måde, at jeg havde sagt til spillerne, at vi skulle spille noget mere i dag.
- Indimellem lavede vi et par drømmeangreb, men der var godt nok langt imellem. Det er vi alle skuffede over, at den ikke sad bedre i dag.
Det kom også til udtryk efter kampen, da Højer snakkede med truppen i omklædningsrummet.
- Vi har haft en snak, men det nytter ikke at råbe og skrige efter kampen. Det handler om at rette de mange ting, som vi nu kan tage fat i.
- Så skal vi løfte det hele, fordi om fire dage har vi en kvartfinale. Vi skal huske, at vi ender som nummer et i puljen.
Ville gøre det igen
Steffen Højer har brugt samtlige markspillere ved denne slutrunde.
Han har skiftet flittigt ud i sin startopstilling, og selvom det ikke fungerede mod Finland, er han ikke blevet skræmt.
- Nej, jeg ville gøre det igen. Det lyder dumt, men det er, fordi den her kamp kunne vi have vundet alligevel.
- Jeg gjorde det svært for drengene, men det må heller ikke blive en undskyldning for, at vi ikke spiller en bedre fodboldkamp.
Der bliver derfor noget at se til i de kommende træningsdage i Poprad.
- Jeg er overhovedet ikke bekymret, fordi jeg ved, hvad vi kan. Men nu har vi nogle nye træningsdage, hvor vi må lægge på og gå et gear op.
Det er på søndag, at Danmark spiller kvartfinale mod Frankrig ved U21-EM.

EM U21
Danmark U21




































