Mads Bech Sørensen blev lørdag udtaget til landsholdet for første gang i karrieren.
FC Midtjylland-kaptajnen er hidkaldt af Brian Riemer, da det danske midterforsvar er hårdt ramt af både skader og karantæner.
Men vidste du, at stopperen har en fortid som venstre kant?
Inden vi kommer helt så langt med historien, skal rammen for fortællingen lige sættes.
Mads Bech skiftede som 13-årig fra Østbirk til AC Horsens, hvor han bare to år senere blev en del af den daværende Superliga-klubs førstehold.
Det var naturligvis Bo Henriksen, der rykkede purunge Mads Bech op på førsteholdet i det østjyske. Den nuværende Mainz-træner var dengang ved roret i Horsens.
Henriksen havde dog spottet Mads Bechs talent længe forinden.
Stopperen var i sine helt unge år med på en fodboldskole i København, som Bo Henriksen, der den gang var cheftræner for Brønshøj, stod for.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er en pudsig historie. Mads Bech skulle træne med den yngste gruppe, som Michael Johansen skulle træne, men han kom hurtigt og meddelte, at Mads Bech var for dygtig. Han skulle rykkes op i gruppen med de ældste spillere, har Bo Henriksen tidligere fortalt til Horsens Folkeblad.
Den gruppe af drenge blev trænet af Brøndby-legenden Kim Daugaard, der forudsagde, at Mads Bech ville ende på landsholdet.
Prøvede lidt af hvert
Nå, men tilbage til det med venstrekanten.
Bo Henriksen var kendt for at eksperimentere meget med sine spillere, da han var cheftræner for Den Gule Fare. Han havde givet Mads Bech seniordebut i en alder af 16 år og 116 dage i en kamp mod HB Køge i 2015.
Dengang spillede AC Horsens i 1. division, og Mads Bech blev brugt som venstreback eller stopper. Men i hans to sidste kampe i den gule trøje starter han inde på venstre kant.
Startopstillingen til Horsens' kamp mod Lyngby den 23. juli 2017, der er Mads Bechs næstsidste for klubben, talte også navne som Kjartan Finnbogason, Ayo Simon Okosun og Thomas Kortegaard.
Sidstnævnte lå bag Mads Bech, fordi han spillede venstre back, og Kortegaard kan sagtens huske tiden med Bech på kanten.
Det fortæller han til Bold.
- Alle i Horsens-truppen kunne se, at det var et talent, der kom op på holdet. Mads kom op i truppen og trænede med førsteholdet som bare 15-årig og begyndte at få kampe i en alder af 16 år.
- Han var allerede der større end mange af os andre, og det var meget qua hans fysik og power, at han var med. Men han var også en uskolet ung dreng, der skulle lære at træne i seniorfodbold.
- Det fik han hurtigt vist, at han sagtens kunne magte, siger Thomas Kortegaard, da Bold fanger ham over telefonen.
Kortegaard husker tilbage på Mads Bechs tid på kanten som en fin konstellation.
- Det er jo lidt sjovt med Mads og den venstre kant. Jeg ligger på backen bag ham i kampen mod Lyngby, og det var jo ligeså meget ham, der skulle hjælpe mig, siger en grinende Kortegaard og fortsætter:
- Jeg fik lov til at dirigere ham og løbe lidt fremad. Jeg var jo selv kantspiller i mine unge dage, så det var en fremragende konstellation. Mads var ikke så kendt på det tidspunkt, og han var nok også primært tiltænkt en plads som back eller stopper.
- Men i de år, der fik vi prøvet lidt af hvert af i Horsens. Vi havde også Mikkel Qvist, som jo blev brugt på alle positioner undtagen målmandsposten. Det var kendetegnet for vores hold på det tidspunkt. Man kunne dække flere pladser, og så udfyldte man rollen efter bedste evne.

Thomas Kortegaard spillede for AC Horsens fra 2007 til 2019. Han er med sine 316 kampe i den gule trøje klubbens tredjemest spillende nogensinde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Det gjorde Mads jo også. Han fandt sig til rette i det, og han havde en god pondus og fysik og gjorde det godt på kanten. Han fik også lavet et flot mål, så det var jo fint, siger Kortegaard.
Mads Bechs mål, som Kortegaard henviser til fra Horsens' 4-1-sejr over Lyngby tilbage i 2017, var ikke med hovedet, som vi kender ham nu.
I stedet var det en fantastisk landskudsmål i det lange hjørne sendt afsted et godt stykke uden for feltet. Du kan se scoringen her.
Geniale Bo
Det er svært at snakke om AC Horsens' i 2010'erne, uden at komme ind på Bo Henriksen.
Den karismatiske fynbo styrede holdet fra 2014 til 2020.
Thomas Kortegaard tror ikke, at der er andre trænere, der havde sat Mads Bech på venstrekanten. Men så længe det virker, er det jo genialt, som Bo H. selv ville sige.
- Bo var jo sin egen. Vi spillede med det, der gav mening og kunne se en ide i. Jeg husker især en kamp, vi spiller i Farum mod FC Nordsjælland. I mine 13 år i Horsens vinder vi kun derhenne én gang.
- Den ene gang, vi vinder, der starter vi med Mikkel Qvist på toppen. Han bliver jo selvfølgelig matchvinder. Så er træneren jo pludselig genial. Det var en sjov tid, fortæller Kortegaard.
Horsens-legenden har også kun rosende ord til overs for Mads Bechs ydmyge personlighed.
- Han er en ydmyg fyr, der bare klør på. Han er en arbejdsmand, der ikke har alt for store armbevægelser, og det kan jeg sgu godt lide.
- Han har haft en god tid i England, og jeg synes, at denne landsholdsudtagelse er forfriskende. Han er anfører på et af de bedste hold i Danmark. Han har haft en virkelig flot udvikling, siden han var en ung gut, der kom ungdomsafdelingen i Horsens. Han var en god Horsens-dreng.
- Jeg synes det var rigtig flot, han er kommet på landsholdet. Og så synes jeg jo bare, at det generelt er virkelig godt for Superligaen, at der kommer en spiller med, der kan hjælpe landsholdet, afslutter Thomas Kortegaard.
Lørdag fik Kim Daugaard ret i sin spådom om, at Mads Bech ville komme på landsholdet. Mandag kan han få sin debut, når Brian Riemers tropper møder Serbien på udebane.
Der er kampstart klokken 20:45.
Mads Bech Sørensen nåede 25 førsteholdskampe i Horsens, inden turen gik til Brentford. Han nåede også forbi Nice, Wimbledon og Groningen, inden turen gik hjem til Danmark og FCM.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark




































