Kasper Schmeichel kommer ikke til at stå mod Nordmakedonien i skæbnekampen.
Det betyder, at landstræner Brian Riemer står over for en særdeles vigtig beslutning om, hvem der skal varetage målet om to uger.
Der er dog opstået mystik omkring omfanget af Schmeichels skade, da han var på træningsbanen for Celtic under fredagens træningspas.
Det fortæller Celtic-manager Martin O'Neill på pressemødet op til opgøret mod Motherwell.
- Kasper har det meget, meget bedre. Han trænede i dag og mærkede ikke noget til sin skulder. Jeg vil tage et kig og se [om han kommer med i truppen], siger O'Neill ifølge BBC.
I den forbindelse har Bold rakt ud til Kasper Schmeichels lejr, som ikke har nogen kommentarer til managerens udtalelser.
Derudover henviser Schmeichels bagland til det interview, han har givet til TV 2 Sport.
Målmanden har ganske enkelt ikke flere kommentarer end det, der allerede er blevet meldt ud.
Bold har også kontaktet landstræner Brian Riemer, som er fortrøstningsfuld trods Schmeichels afbud.
- Vi forholder os til, at Kasper i dag har meddelt mig, at han ikke er til rådighed til de kommende landskampe på grund af en skade. Vi er altid ærgerlige over at modtage afbud, men jeg glæder mig over, at vi er godt rustet på målmandspositionen med to målmænd, som præsterer på højt niveau i Premier League. Det er jeg meget tryg ved, siger landstræner Riemer til Bold.
I interviewet med TV 2 Sport er det en knust målmand, som har meldt afbud til landstræneren.
- Jeg har i dag ringet til Brian og sagt, at jeg ikke kan spille de kommende VM-kampe her i marts. Det gør helt vildt ondt på mig, for jeg har i hele min karriere gjort alt for at spille for det danske landshold. Det er bare det største for mig. Jeg er med drengene hele vejen, og jeg ved, de vil give alt for at kvalificere os til VM, siger Schmeichel til TV2 Sport.
Det er for første gang siden 2018, at Danmark må undvære keeperen i en betydningsfuld kamp.
I hans fravær ventes Mads Hermansen eller Filip Jørgensen at overtage pladsen mellem stængerne.

Gulddrømme og uro i Superligaen
Hattrick | Afsnit 74Guldkampen spidser til i Superligaen, hvor AGF og FC Midtjylland kæmper om mesterskabet. Men uden for banen har flere kampe også fået et efterspil med uro og ballade.
Læs mere

Danmark
VM kval. UEFA
































