3F Superliga -EfB-chef: Mente fortsat at Lars O. var den rette
2020-06-09 10:57:02
Foto: Getty Images

EfB-chef: Mente fortsat at Lars O. var den rette

Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, fastslår, at klubben hele tiden har ment, at Lars Olsen var den rette cheftræner, og man overvejede ikke at skifte ham ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Esbjerg meddelte tirsdag, at cheftræner Lars Olsen havde valgt at stoppe, efter spillertruppen havde mistet troen på samarbejdet.

Ifølge bold.dk's oplysninger begyndte oprøret i spillertruppen for alvor at spire på hjemturen fra Odense søndag aften, og mandag fremsatte en samlet spillertrup så kravet om, at Lars Olsen skulle fyres fra sin post, da tilliden til ham var væk.

Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, bekræfter, at spillerne kom til ham mandag.

- Spillerrådet kom til mig i går og udtrykte, at de ikke længere havde tillid til samarbejdet. Min fornemmelse er ikke, at det er baseret på én kamp, siger han til bold.dk.

- Det er så gået stærkt, fordi Lars ud fra det selv ønskede at stoppe. Det er vi kede af, og det har vi været nødt til at tage til efterretning.

Blev du overrasket over spillernes melding?

- Det gør man altid, når sådan en melding kommer. Selvfølgelig gjorde jeg det.

Var det en samlet spillertrup eller kun spillerrådets holdning?

- De har sagt til mig, at det var en samlet spillertrup. Jeg vil ikke gå mere i detaljer, for det holder vi som en intern personalesag, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Hvordan reagerede Lars Olsen på den samtale, I havde?

- Jeg vil ikke gå i detaljer omkring vores samtale. Lars er en professionel mand og en fattet mand, som har ro og en god personlighed. Han har tacklet det på en fin måde, desværre med den udgang at han ønskede at stoppe.

Du forstår vel godt hans beslutning, når han får sådan noget at vide?

- Fra et menneskeligt synspunkt kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvad det er, der går igennem én, og hvad der rører sig.

I skriver, at I gerne ville have beholdt ham - så I har ikke overvejet at skifte træner?

- Nej, da vi ansatte Lars Olsen, ansatte vi ham bevidst på en langvarig aftale, fordi vi så en langsigtet proces med ham som cheftræner. Det har ikke ændret sig.

Også selvom det ikke har været godt nok i de kampe, han har stået i spidsen for holdet?

- Det har ikke været godt nok på noget tidspunkt i den her sæson. Vi er alle sammen skuffede over den sæson, vi har præsteret indtil nu. Fakta er, at vi stadigvæk lever og selv kan afgøre det, og det er vi nødt til at fokusere på nu og få gjort noget ved.

Spillertruppen har så haft én holdning, klubben har haft en anden. Hvor efterlader det jeres forhold?

- Vi har et fint forhold til spillertruppen, og jeg er glad for, at vi har et miljø, hvor de tør komme og lufte deres bekymringer om tingene. Det tager jeg som et tegn på, at vi har et trygt miljø.

- Vi har en god spillertrup, som vi tror rigtig meget på, og som er gode fyre. Men selvfølgelig har de haft behov for at sende det her signal og udtrykke, at de ikke havde tillid længere. Sådan er det.

Peger pilen snart lidt højere oppe i klubben?

- Det vil den jo altid gøre. Vi havde ønsket, at Lars havde fortsat, men det ønskede han ikke, efter det der var sket. Men det er da ikke optimalt på nogen måde, siger sportschefen.

Men du føler ikke, at det har været et fejlcast at ansætte ham?

- Det ville være nemt nu at sige, at det var det. Vi var meget grundige, da vi valgte Lars, og vi mente, han var den helt rigtige kandidat. Det troede vi også stadig på, og vi havde gerne set, at han var fortsat.

- Vi tog ikke Lars ind for at få et 'quick fix' på nogen måde. Vi tog ham ind, fordi vi troede på, han var den rette mand på lang sigt, og derfor gav vi ham også en lang aftale.

Det tog halvanden måned fra Lammers' stop, til I havde Lars Olsen på plads. Så lang tid har I jo ikke denne gang?

- Nej, vi har en kamp på fredag. Jeg kommer ikke til at give en deadline; vi melder ud hurtigst muligt, når vi har besluttet os for, hvordan det skal se ud fremadrettet, og hvordan trænerteamet skal være sammensat.

Er det en mulighed at give ansvaret til assistent Claus Nørgaard?

- Jeg kommer ikke til at nævne nogle navne på den ene eller anden måde.

Men hvordan kommer arbejdet til at forløbe, for I har vel ikke været så forberedte på det her? Har man en liste med kandidater i skuffen?

- Man har altid en liste liggende i skuffen med spillere og trænere, men det kommer jeg ikke yderligere ind på. Vi melder ud, så snart vi har truffet en beslutning, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Lars Olsen nåede 14 kampe i spidsen for Esbjerg. John Lammers var træner i sæsonens første ni kampe.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce