Esbjerg er i alvorlig pengemangel og skal potentielt finde otte millioner kroner for at kunne fortsætte driften.
Det fremgår i klubbens årsrapport for 2022, der desuden viser et blodrødt underskud på 29,3 millioner kroner.
Den alvorlige melding om behov for kapitaltilførsel formuleres i den uafhængige revisorpåtegning, hvor budskabet ridses op på følgende måde.
- Selskabets budgetter for 2023 udviser et potentielt udækket likviditetsbehov på otte millioner kroner i 4. kvartal 2023.
Det fremgår dog også, at Esbjergs daglige ledelse og bestyrelses forventer, at det udækkede likviditetsbehov vil blive tilført selskabet som lån og/eller kapitalindskud i 2023.
Men konklusionen er meget dyster, hvis det skulle vise sig ikke at blive tilfældet.
- Hvis de igangværende forhandlinger mod ledelsens forventning ikke udmønter sig i tilførsel af den nødvendige likviditet, er der en væsentlig usikkerhed, som kan skabe betydelig tvivl om selskabets evne til at fortsætte driften, og at selskabet derfor muligvis vil være ude af stand til at realisere sine aktiver og indfri sine forpligtelser som led i den normale drift.
Spørgsmålet bliver således, om Esbjerg formår at strikke en plan sammen for tilførslen af de otte millioner kroner, som potentielt kan blive nødvendige for, at klubben kan fortsætte driften.



Esbjerg fB
CampoBet 2. division



































