FA 2000 har haft stor gavn af Mican Atici, som i denne sæson har scoret ti mål i CampoBet 3. division.
Det er han nu blevet belønnet for, da parterne har forlænget samarbejdet.
FA 2000 skriver på Facebook, at Atici har skrevet under på en ny kontrakt, som nu løber frem til sommeren 2027. Det glæder cheftræner Semere Haile sig over.
- Vi er meget tilfredse med at blive enige med Mican om en ny aftale. Han har virkelig leveret et flot efterår sammen med resten af hans holdkammerater.
- Micans udvikling har ganske enkelt været imponerende. Det er ikke kun hans mange mål, men også hans generelle udvikling på og uden for banen. Jeg er sikker på, at han vil fortsætte de gode takter ind i en spændende forårssæson, som vi går i møde, siger Semere Haile.
Cheftræneren glæder sig desuden over aftalen, da det er en blåstempling af det arbejde, som de laver på førsteholdet i FA 2000.
Her har FA 2000 haft succes med at tage spillere ind, som ikke har slået igennem endnu, og udvikle dem med tillid og en god kultur.
- Vi er meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med en så dedikeret og dygtig spiller. Vi ser frem til mange flere gode præstationer og udviklingsskridt i de kommende sæsoner.
23-årige Mican Atici kom til FA 2000 i sommer.
Han har tidligere været forbi B.93, AB, HIK, Ishøj og Brønshøj Boldklub, inden han fandt lykken i FA 2000.


FA 2000
CampoBet 3. division
































