

FC København fik fredag aften besøg af AC Horsens i 3F Superligaen.
Mohamed Elyounoussi var tilbage i startopstillingen hos Superligaens tophold, mens AC Horsens var uændret i forhold til 5-2-sejren over Sønderjyske sidste weekend.
Værterne pressede på fra første fløjt, og det gav pote efter syv minutter.
Felix Beijmo var blevet fremme i Horsens-feltet efter et hjørnespark. Bolden endte hos FCK-spilleren, der efter et par forsøg til sidst kunne brage den i kassen til 1-0.
Scoringen var svenskerens første for FCK siden skiftet fra AGF.
Der var smæk på i kampens indledning.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter et kvarters tid var Horsens' Yamirou Ourou tæt på at bringe balance i regnskabet, men Diant Ramaj diskede op med en flot redning.
FC København truede fortsat i den modsatte ende, men AC Horsens fik bedre fat i spillet, som første halvleg skred frem.
Det lignede kortvarigt, at Alagie Saine havde bragt balance på måltavlen, da han scorede efter et hjørnespark, men Horsens-spilleren var i offside, og målet blev derfor underkendt.
FCK gik derfor til pause foran 1-0.
Teenage-scoring
Fra anden halvlegs start kom 16-årige Marvin Nasnas på banen i stedet for Robert, men det var en anden teenager, der skulle stjæle fokus.
I det 49. minut blev Viktor Dadason sendt i dybden, hvorefter han gik højre om Mikkel Kupijbida.
Den 18-årige islænding lagde bolden køligt over i det lange målhjørne til 2-0 uden chance for Matej Delac i Horsens-målet.
FCK fortsatte med at være farlige efter scoringen, men midtvejs i anden halvleg fik AC Horsens netmaskerne til at blafre på ny.
Men igen blev scoringen annulleret for offside.
Efter 76 minutter var FCK tæt på at lukke og slukke kampen.
Marvin Nasnas lagde bolden på tværs til Geovanni Vianney, men Adam Herdonsson kom ned og tacklede i sidste øjeblik.
Geovanni Vianneys afslutning strøg derfor forbi kassen.
Der faldt ikke flere scoringer i opgøret, og FCK vandt derfor 2-0 over AC Horsens fredag aften. Det var løvernes fjerde sejr i træk i 3F Superligaen.
Resultatet betyder, at FC København aktuelt har seks point ned til FC Midtjylland på andenpladsen i Superligaen. Midtjyderne har dog spillet en kamp færre.
AC Horsens ligger nummer seks.

Kan FCK spille i Brøndby?
Hattrick | Afsnit 19Ingen finalister må have hjemmebane i pokalfinalen, men kan FCK så spille i Brøndby, eller skal opgøret til Jylland? Du får alt det nyeste i dagens afsnit af Hattrick.
Læs mere
FC København
AC Horsens
3F Superliga


























