FC Københavns U19-hold stemplede i den grad pointmæssigt ind i Youth League onsdag.
I Baku i Aserbajdsjan gik københavnerne fra banen med en 5-0-sejr i bagagen over Qarabags U19-hold.
De unge FCK'er sad fra start på opgøret, og efter en halv time havde de scoret tre gange.
Første scoring faldt efter et hjørnespark i det 19. minut.
Qarabag fik ikke clearet bolden ordentligt, og den endte til sidst i panden af Graham Ankamafio, der headede bolden i mål.
Kort efter fordoblede 17-årige Gunnar Olsen FCK's føring, da han sendte bolden ind til 2-0. Tre minutter senere kunne det være blevet 3-0, da Qarabag forærede bolden til Liam West, der dog hakkede bolden på træværket.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev dog hurtigt endnu værre for værterne, da islandske Viktor Dadason med en sikker inderside gjorde det til 3-0.
De danske gæster fortsatte opvisningen i anden halvleg, hvor det lykkedes dem at score to gange.
Først gjorde indskiftede David Boison det til 4-0, da han klappede bolden over i det lange målhjørne efter oplæg fra Dadason.
David Boison lukkede og slukkede efterfølgende opgøret, da han gjorde det til 5-0 efter en veludført omstilling.
Resultatet betyder, at de unge FCK'er nu har tre point efter to kampe i Youth League.
FC Københavns førstehold spiller onsdag klokken 18.45 i Champions League mod netop Qarabag.



FC København U19
Youth League




































