

Basel blev taget på sengen onsdag aften i Parken.
Efter en målløs første halvleg, hvor FC København havde svært ved at nedbryde schweizernes defensiv, skulle der ikke gå mange øjeblikke, før gennembruddet kom.
Elias Achouri fik plads i venstre side og sendte bolden i feltet, hvor Andreas Cornelius dukkede op og headede føringen ind.
Det lignede en drømmeskabelon for FCK, men faktisk var det tæt på at være stik modsat af, hvad trænerstaben havde lagt op til i pausen.
Det fortæller Lukas Lerager til Bold og øvrige medier efter 2-0-sejren.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi startede anden halvleg rigtig, rigtig godt. Selv om Achouri havde fået at vide, at han ikke skulle slå alle de vindere, var det meget godt, at han lige lukkede ørerne og gjorde det alligevel, siger Lerager.
Hvad var beskeden i pausen?
- Vi fik at vide, at vi skulle holde bolden mere oppe på deres banehalvdel og ikke sætte den så meget på spil.
- Der var meget plads til at lave mange pasninger, men det var fint nok, at Achouri ikke lyttede, når han lagde så godt et indlæg til Corner, siger midtbanespilleren med et smil.
FCK's sejr betyder, at holdet nu er klar til Champions League for syvende gang i klubbens historie.


FC København
CL-kval





































