Søndag er der lagt op til et brag af derby, når de københavnske ærkerivaler mødes på Brøndby Stadion.
Sidste gang, det skete, var det en ung svensk indskifter, der stjal alle overskrifter.
24. september sidste år skulle FC Københavns Roony Bardghji kun bruge små ti minutter på banen, før han havde vendt et truende 1-2-nederlag til en 3-2-sejr.
Siden fulgte også et matchvinder-mål mod Manchester United i Parken, der for alvor fik omtalen i udlandet til at eksplodere.
Den yngste debutant i FC Københavns historie stod nu midt i sit helt store gennembrud, og flere europæiske topklubber holdt øje med ham.
Manchester United, FC Barcelona, Chelsea, Tottenham og Bayern München var bare nogle af de storklubber, der i januar blev meldt interesseret i den venstrebenede kantspiller, der dog endte med at blive i den danske hovedstad.
I stedet lignede det, at det helt store salg skulle ske til sommer.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge Bolds oplysninger drømte løverne om en pris på mellem 20 og 25 mio. euro svarende til mellem 150 og 190 mio. kr. Præstationerne og især alderen talte for, at det var i det luftlag, FCK så deres guldfugl.
Men nu kan Peter Christiansen og co. pakke de drømme langt, langt væk.
I sidste uge pådrog den 18-årige svensker sig en alvorlig knæskade, der kan holde ham ude i op til et år, og det er ikke kun et problem for Roony Bardghji selv.
For den ombejlede teenager har kun kontrakt frem til udgangen af 2025, og det betyder, at han er fri til at forhandle med andre klubber næste sommer, når han igen er fit for fight.
Et halvt år senere kan stortalentet skifte klub kvit og frit.
Derfor står FC København i en situation, hvor man allerhelst kigger ind i en forlængelse, så man stadig kan få en pæn gevinst for et talent, man jagtede intenst, da Roony Bardghji som en 14-årig Malmö-spiller valgte FCK over adskillige andre storklubber.
Fravalg på fravalg
Men hvad siger Roony mon selv?
For når FC København skal forsøge at tale forlængelse, har de ikke nødvendigvis de allerbedste kort på hånden.
Forud for skaden var den ambitiøse offensivspiller nemlig blevet decimeret til bænkevarmer og langt fra en rolle som fast starter.
Det var allerede et kæmpe tema i begyndelsen af forårssæsonen.
Hvorfor brugte Jacob Neestrup ikke klubbens topscorer, der var på bænken i de første tre kampe uden at få så meget som et minut på banen?
- Det helt enkle svar er, at jeg altid spiller med det hold, der er bedst på dagen, lød forklaringen fra cheftræneren, der erkendte, at han godt kunne forstå folks undren over, at han ikke har kigget Roony Bardghjis vej.
Siden var Jacob Neestrup ude i et interview med Bold og afvise Fabrizio Romanos historie om, at den manglende spilletid skyldes, at svenskeren ikke vil underskrive en langsigtet aftale med FCK.
Efterfølgende blev det til tre indhop og to startpladser mod henholdsvis Lyngby og FC Nordsjælland i Superligaen for Roony Bardghji.
I 2024 er det i alt kun blevet til 270 minutter fordelt på 13 opgør. Det svarer til tre hele kampe.
På trods af det er han fortsat klubbens topscorer. En titel, han deler med Orri Oskarsson, efter islændingen scorede hattrick mod AGF.
Siden det forløsende mål mod Manchester United, der for alvor fik hypen til at eksplodere d. 8. november, har Roony Bardghji faktisk kun formået at starte inde i fem opgør for FCK.
Og det bliver ikke til flere lige foreløbig. Så hvad nu, Roony?
Brøndby og FC København sparkes i gang klokken 16.00.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga






































