


Det er ikke, fordi Andreas Cornelius hamrer det ene mål ind efter det andet.
Faktisk har den store angriber endnu til gode at score i denne Superliga-sæson.
Men efter 2-1-sejren over Randers FC var Bo Svensson yderst tilfreds med Cornelius' indhop, der kom på et tidspunkt, hvor FC København var bagud på Cepheus Park.
- Han ændrer jo kampen. Han er en anden spillertype end Moukoko. Han er en opspilsstation - især når de gik højt på os. Så kunne vi lægge den op på ham, og så bliver bolden i nærheden.
- Det er en indlægstrussel, det er en anden fysik. Og så kan man spille lidt mere simpelt.
- Så kan det godt være, at han ikke scorer i dag, men han ændrer kampbilledet, fordi vi har nogle andre facetter, når han er inde.
Artiklen fortsætter efter billedet

I det hele taget var Bo Svensson begejstret for sine indskiftere, der udover Andreas Cornelius også talte Elias Achouri og Viktor Claesson.
Her var det sidstnævnte, der udlignede til 1-1, inden William Clem blev helten til sidst.
- Vi har spillere, der kommer ind fra bænken og afgør kampen. Uden at jeg har nogle statistikker på det, har det også været lidt et tema, at man ikke til sidst i kampene har kunnet vinde med hjælp fra indskifterne.
- De giver os helt konkret det, vi havde brug for for at vinde, men de kom også med en anden energi. Det er supervigtigt, siger Bo Svensson.
2-1-sejren betyder, at FC København kravler op på syvendepladsen i Superligaen.

Riemers nye kaniner
Hattrick | Afsnit 87Brian Riemer har i dag udtaget Danmarks trup til de kommende venskabskampe mod DR Congo og Ukraine. Det er en trup med flere velkendte landsholdsprofiler - men også et par overraskelser.
Læs mere
FC København
3F Superliga





































