


Frustrationerne var tydelige at spore, da Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede til pause mellem FC København og Viborg onsdag aften.
Cheftræneren var utilfreds med, at dommeren holdt det gule kort i lommen, da Elias Achouri blev nedlagt efter en forrygende solotur.
Først lod han fjerdedommeren vide det, og siden fik han sig en snak med Mads-Kristoffer Kristoffersen.
De kritiske røster kostede Neestrup et gult kort, og selv om han efter kampen stadig holdt fast i sin pointe om den manglende advarsel, havde han overskud til at smile af situationen.
- Jeg kommer jo lige fra en nøglesituation i Herning, hvor Dadason blev revet omkuld seks gange. Det gav ikke noget gult kort, indledte Neestrup, da han i mixed zone blev spurgt ind til frustrationerne ved pausefløjt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det største gule kort blev misset, og fejl sker, fortsatte han med henvisning til det frispark, der blev begået på Achouri.
Efter slutfløjt var Neestrup desuden tilbage hos Mads-Kristoffer Kristoffersen for en kæk bemærkning.
- Som jeg sagde med et glimt i øjet til dommeren efter kampen: 'Du kunne have fået et 12-tal af mig - nu får det et 10-tal, ikke?' Men så er der ikke mere i det. Jeg skal jo også bare styre mig, og det er helt fair.
- De dømte en god kamp, men jeg lever jo bare med i det hele - det er sådan, jeg er, sagde FCK-træneren, som ikke er bange for at joke lidt med dommeren.
- Ja, der er ikke noget der. Han er heldigvis ikke så tyndhudet, så det er fint.

FC København
Oddset Pokalen



































