






Junnosuke Suzuki har været en af de få positive historier for FC København i denne sæson.
Den japanske forsvarsspiller har strålet både på backen og senest som midtstopper, men søndag var han at finde i en lidt anden rolle.
I første omgang havde Bo Svensson i sin debut som FCK-træner valgt at smide Suzuki tilbage på højre back, men denne gang i en langt mere offensiv og central rolle, hvor han i opbygningsspillet nærmest lå på den forreste linje.
- Vi synes, det gav god mening, at han kunne ligge og lave nogle løb og komme sent i feltet.
- En lige så stor begrundelse var, at vi på den måde kunne have vores én-mod-én-spillere til at ligge bredt, som ændrer lidt på, hvordan modstanderen skal indstille sig på os.
- Det var en lidt anden dynamik, og der kom nogle lidt andre vinkler, vi kunne sætte på spillet ved at have de positioner, lød det fra Bo Svensson efter 7-0-sejren over Silkeborg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Skal kunne variere
Bold overværede fredagens træning på Frederiksberg, hvor cheftræneren brugte lang tid på netop at skubbe Junnosuke Suzuki længere frem på banen.
Derfor glædede det ham også at se, hvordan anstrengelserne gav pote.
- Det er jo dejligt. Det er fedt, når det lykkes, men om det bliver nøjagtigt sådan i fremtiden, må vi se.
- Jeg vil gerne derhen, hvor vi er variable. Både i måden at agere defensivt på, men også i vores offensive positioner, hvor nogle spillere kan spille flere positioner.
- Det kan Suzuki, og det giver nogle andre muligheder, når man har spillere på banen, som kan flere ting. Så kan du skrue på noget rent taktisk uden at skifte ud.
FC København kom dermed forrygende fra land med Bo Svensson i spidsen, inden de i næste weekend møder Randers FC i fjerde runde af nedrykningsspillet.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere

FC København
3F Superliga







































