- Jeg ved ikke, om man kan kalde det en sygdom, men i mit hoved havde jeg en eller anden dum dreng siddende på skulderen.
Mads Albæk reflekterer i podcasten Bold i bakspejlet over en efterhånden lang rejse i fodboldens verden, der som ung førte ham til FC Midtjyllands akademi og derfra videre til flere udenlandske klubber og sidenhen også andre danske.
Albæk blev i sin tid tildelt Arla-prisen som Danmarks største U17-talent, men på trods af et hav af U21-landskampe sparkede han aldrig døren ind til A-landsholdet.
Her i karrierens efterår kan han godt se, hvad der kan have været medvirkende til det.
- Jeg er stolt og glad for det, jeg har opnået. Jeg har fået en masse gode oplevelser og minder for livet, og jeg har oplevet flere forskellige ligaer og lande, fortæller Mads Albæk.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så er der alle de ting, man reflekterer over, at man kunne have gjort anderledes, og der er et af punkterne, som var medvirkende til, at jeg blev professionel, men som måske også gjorde, at det ikke lige blev skridtet højere, i forhold til træning og ekstra træning.
- Det blev på en eller anden måde blev lidt af en besættelse for mig, siger Albæk, der regner med at lægge støvlerne på hylden i sommeren 2026.
Det har undervejs kostet flere skader som følge af overbelastning.
- Kulturen i Midtjylland gjorde, at vi elskede at træne, og selvtræning og ekstra træning var ikke et spørgsmål, om man skulle gøre det. Det var bare noget, man ville, og det fik desværre mig til at tage det med videre i min karriere.
- Da jeg var i Frankrig, kan jeg huske en kamp mod St. Etienne, hvor jeg var på bænken, og så kom jeg hjem og valgte at løbe 10 kilometer, fordi jeg troede, at det ville gøre mig til en bedre fodboldspiller, nu hvor jeg ikke havde gjort lige så meget som mine holdkammerater i kampen.
I podcasten kan du blandt meget andet også høre om skiftet til FCM og interesse fra flere andre danske klubber undervejs – blandt andre FC Nordsjælland og FC København.
Der er også flere mislykkede klubskifter at se tilbage på og vilde oplevelser i udlandet, ligesom Albæk fortæller om skideballen, han fik af Sønderjyskes ejere.
Lyt til Bold i bakspejlet, hvor du normalt finder podcasts.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga

































