Luis Binks er for alvor trådt ind på den internationale scene.
Brøndby-stopperen er for første gang blevet udtaget til det skotske landshold, og selv om han endnu ikke er et navn, som alle skotske fodboldfans kender, har udtagelsen fået en positiv modtagelse.
Det fortæller Blair Meikle, som følger det skotske landshold tæt for The Herald.
- Binks’ udtagelse er blevet mødt med en overvejende positiv reaktion.
- Følelsen omkring truppen generelt er, at det er en progressiv og spændende udtagelse af Sebastien Pocognoli med en række nye, yngre spillere med et stort potentiale, og Binks er en af dem, siger Blair Meikle til Bold.
Der har ikke været et massivt pres fra den skotske offentlighed for at få Brøndby-kaptajnen udtaget.
Men hans præstationer i Danmark for Brøndby IF er alligevel blevet bemærket.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Ja, der har været nogle stemmer i medierne, som så ham som en mulighed, fordi han spiller på et forholdsvis højt niveau i en stor klub.
Og netop Brøndby har været en vigtig del af historien.
Binks er ikke bare spiller i den danske storklub. Han er kaptajn for Thomas Nørgaards tropper, og det har altså skabt en interesse for Binks i Skotland.
- Der har været snak om Binks op til udtagelsen, fordi han spiller for en af de største klubber i Danmark og er kaptajn, samtidig med at han tidligere har spillet i England og Italien.
- Det har kun været lidt opmærksomhed snarere end en massiv mængde, men hans udvikling er bestemt blevet bemærket, lyder det fra Blair Meikle.

Kan få debut
Udtagelsen kan meget vel blive mere end en oplevelse for Luis Binks.
Ifølge Blair Meikle har Brøndby-stopperen en reel mulighed for at komme på banen allerede i denne landsholdstermin.
- Jeg kan forestille mig, at han har en god chance, fordi det centrale forsvar har været en af de svagere positioner i truppen.
- Som venstrebenet midtstopper kan han blandt andre blive udfordret af Scott McKenna og Luke Graham. Og hvis Pocognoli vælger en formation med tre stoppere, kan Kieran Tierney også være en mulighed.
Men selve udtagelsen fortæller ifølge Meikle, at landstræneren allerede ser noget særligt i Binks.
- Det faktum, at Pocognoli har udtaget ham, tyder på, at han har set masser af ham og vurderet, at han er i stand til at tage skridtet til international fodbold og passe ind i hans stil.

Et skotsk håb
Selv om Luis Binks har etableret sig som kaptajn i Brøndby, er han langt fra en færdig landsholdsprofil i skotsk optik.
Det betyder også, at Binks endnu ikke bliver placeret højt i midterforsvarshierarkiet af fans og medier i det skotske.
- Der er ikke den store viden om spilleren og hans kvaliteter på nuværende tidspunkt.
- Så det er for tidligt at sige. Der er et håb om, at han kan blive en god skotsk midtstopper, men der er nok ikke tilstrækkelig viden om ham på nuværende tidspunkt.
Der er dog en klar forventning om, at hans erfaring fra flere europæiske fodboldmiljøer kan vise sig værdifuld.
- Håbet er, at fordi han har spillet i Italien, England og Danmark, vil han være på det krævede niveau. Men det mangler han stadig at bevise.
- Fra hans synspunkt vil det at få minutter og sin første landskamp selvfølgelig være en god start, afslutter Blair Meikle.


Er FCK’s raseri fair?
Ugens Suppe | Afsnit 9Er det fair, at FC København er mildest talt rasende over, at pokalfinalen ikke kan spilles i Parken, hvis de selv deltager? Det går den første debat på i denne uges udgave af Ugens Suppe, og panelet er ikke enige.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
Skotland

























