





Det blev ikke til den fest i Norge, som FC Midtjylland havde håbet på, men der er alligevel en vigtig ting at tage med fra 3-3-kampen mod Brann.
Midtjyderne har fortsat mulighed for at skrive klubhistorie i europæisk sammenhæng.
Aldrig tidligere har FC Midtjylland formået at kvalificere sig videre til en ottendedelsfinale i en europæisk turnering, men det er i den grad stadig muligt.
FCM har efter syv kampe 16 point, og det er i skrivende stund nok til at indtage en fjerdeplads i Europa Leagues ligaspil inden sidste runde i næste uge.
Her kan Mike Tullberg og co. for første gang i historien gå videre til ottendedelsfinalen, hvis man får det rette resultat mod Dinamo Zagreb på MCH Arena.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi står jo godt. Men jeg bruger ikke så meget tid på det. Vi skal ud og spille en hjemmekamp. Jeg har været så heldig, at vi ikke har tabt en hjemmekamp, siden jeg overtog. Vi har vel vundet alt, udover den uafgjorte mod AGF.
- Så vi skal tro på lige meget, hvem vi har med, og hvem vi har ude, at vi mod Dinamo Zagreb i en hjemmekamp kan hente tre point. Som jeg ser tingene nu, kan vi måske endda gå i en top fire.
- Men det er klart, at hvis vi laver en top otte, som vi håber meget på, er det historie, vi har lavet. Det er selvfølgelig det, som vi går efter, siger Mike Tullberg til Bold og den øvrige presse i Bergen.
Hvis FC Midtjylland ikke kommer i top otte, vil midtjyderne i stedet skulle forbi playoff-runden i Europa League.
En flot bedrift
FC Midtjylland har leveret flot i Europa League, men det bliver ikke nemt i sidste runde mod Dinamo Zagreb.
Kroaterne ligger godt nok på en 20. plads, men Mike Tullberg regner stadig med en svær kamp på heden.
- Lige meget hvem vi spiller mod på hjemmebane, forventer jeg, at vi går ind og laver en god indsats. Så har vi muligheden for at vinde en kamp.
- Jeg har ikke brugt tid på Zagreb. Jeg har kun kigget på Brann, så jeg kan ikke vurdere Zagreb som hold. Men det er jo en klub, som også nogle gange spiller Champions League.

- I Europa er der ingen hold, der ikke kan noget. Det bliver en svær kamp igen som alle andre. Men nu har vi spillet syv kampe og kun tabt én, så det må trods alt stadig siges at være ret flot.
Det er på torsdag klokken 21:00, at det går løs mellem FC Midtjylland og Dinamo Zagreb på MCH Arena.

Riemers nye kaniner
Hattrick | Afsnit 87Brian Riemer har i dag udtaget Danmarks trup til de kommende venskabskampe mod DR Congo og Ukraine. Det er en trup med flere velkendte landsholdsprofiler - men også et par overraskelser.
Læs mere
FC Midtjylland
Europa League








































