På et år har Kevin Mbabu allerede spillet 40 kampe for FC Midtjylland.
Schweizeren blev hentet i Fulham sidste sommer og har siden været en pålidelig og driftssikker spiller for Thomas Thomasberg.
Den 30-årige back underskrev dengang en toårig aftale, og derfor har han blot under et år tilbage af sin nuværende kontrakt, men står det til ham, skal samarbejdet fortsætte i længere tid end det.
Det fortæller Mbabu, da Bold spørger ham ind til fremtiden forud for midtjydernes returopgør mod finske KuPS om en plads i Europa League-ligafasen.
- Klubben har haft travlt med at hente Philip (Billing, red.) og Martin (Erlic, red.), så der har ikke som sådan været tid til at tale konkret om det på det seneste. Men vi har drøftet min fremtid, og hvordan jeg ser den i klubben.
- Jeg har sagt til Kristian Kjær (teknisk direktør, red.), at jeg er glad i FC Midtjylland, og jeg har det godt med alle på holdet, ligesom tilgangen af Philip giver mig meget uden for banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kevin Mbabu vandt Superliga-sølv i sin første FCM-sæson og deltog også i Europa League. Men han vil have endnu mere, og han vil spille på den største scene med klubben.
- Jeg kan sagtens se mig selv her i længere tid end et år, så klubben skal tage en beslutning. De ved, hvordan jeg har det. Jeg vil vinde titler og spille Champions League igen. Og hvis jeg skal det med det her hold, så er de nødt til at forlænge min kontrakt, griner han og fortsætter:
- Måske starter vi de konkrete snakke efter transfervinduet, når der er lidt mere ro på. Jeg vil i hvert fald være glad for at fortsætte mit eventyr med FC Midtjylland.

Foto: Daniel Stentz/FC Midtjylland
Vild med Billing
I den ligning må man ikke ignorere Philip Billings betydning for Mbabu.
Duoen skal først lære hinanden at kende for alvor i den kommende tid, men det har hurtigt vist sig, at de har mange ting til fælles.
- Vi har et fantastisk hold, og tilgangen af Philip er fremragende. Jeg ved, hvor han kommer fra. Jeg har sat ham spille, jeg ved, hvilken spiller han er, og jeg har faktisk mødt ham i Premier League, selvom jeg ikke spillede den kamp.
- Allerede da vi gav hinanden hånden, fik vi begge en god følelse. Han bliver en god ven uden for banen, er jeg sikker på. Jeg bor alene og er single, så der er ikke så meget at lave, men nu har jeg fundet en, jeg kan opdage nye steder sammen med, fordi han også er single og bor alene.
- Og vi deler mange af de samme interesser. Mode eksempelvis. De første timer lover godt, og det skal vi selvfølgelig også vise på banen.
- Han er kommet til som en leder, og det bliver hans opgave at gå forrest sammen med mig, Jonas Lössl og Mads Bech. Jeg ser frem til at vise alle, at FC Midtjylland er det stærkeste hold.
Philip Billing er rejst med FCM til Finland, men han kommer ikke i kamp, fordi han ikke er spilleberettiget.


FC Midtjylland
3F Superliga





































