Noah Markmann var torsdag aften tilbage i FC Nordsjællands startopstilling for første gang i denne sæson.
Det 19-årige forsvarstalent var tidligere blevet udeladt af truppen ved flere lejligheder. Fodbolddirektør Alexander Riget fortalte tidligere på sæsonen til Bold, at Markmann skulle finde ud af, om han ville forlænge sin kontrakt eller skifte til udlandet.
I starten af august endte Markmann med at forlænge sin kontrakt med FCN, og torsdag aften fik han så chancen fra start i 5-0-sejren over Valur.
- Nu har der været et par uger, hvor jeg ikke har været med, og det er noget tid siden, at jeg har startet inde, så det var bare dejligt.
- Jeg tror, at i dag (torsdag, red.) var jeg bare glad for at være tilbage, og jeg ville have det sjovt, og så var det dejligt, at vi vandt 5-0 og spillede noget god fodbold, siger Markmann til Bold.
Noah Markmann viste sig flot frem i opgøret.
Artiklen fortsætter efter billedet

I løbet af de første tre minutter havde han allerede vist prøver på sit fine spil med kuglen, da han to gange sendte bolde i dybden.
- Vi snakkede om før kampen, at vi skulle ned bag dem, og så var der plads med nogle gode løb, så sendte jeg den bare ned bagved.
Nu ser Noah Markmann frem til resten af sæsonen, hvor han håber, at han kan vise sig frem på et godt FCN-hold.
- Jeg glæder mig til resten af sæsonen. Jeg håber på at spille en masse kampe og blive ved med at starte inde og vise, at det er mig, der skal spille.
- Det er fedt at være en del af. Vi spiller noget god fodbold, der er mange angreb, og vi har bolden meget, slutter han.
Noah Markmann har kontrakt med FCN frem til sommeren 2029.
Han er noteret for 40 kampe for Farum-klubbens førstehold.

FC Nordsjælland
ECL-kval




































