Victor Froholdt nåede at imponere alt og alle i FC København, inden Porto i sommer sprængte banken og betalte 165 millioner danske kroner for den 20-årige midtbanespiller.
Siden har den unge dansker nydt stor succes i den portugisiske storklub, hvor han har været en af de mest benyttede spillere i denne sæson.
Portos scouting-direktør, Paulo Araújo, kalder sågar Victor Froholdt for den bedste spiller i hele ligaen.
- Han var på vores radar i lang tid. Vi analyserede dataene og indså, at han var en nøglespiller.
- Vores chefscout så ham flere gange, og det, der især vakte nysgerrighed, var den mentalitet, han viste for at kunne spille på dette niveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han kom til et helt andet land, med helt andre temperaturer, uden at tale sproget, og alligevel etablerede han sig som ligaens bedste spiller allerede i de første måneder.
- Chefscouten så ham spille på tre forskellige positioner og levere på alle. Derudover lagde vi mærke til, hvordan hans holdkammerater talte til ham, selv om han kun var 19 år gammel.
- Den respekt de viste ham ved at give ham bolden. Vi analyserede hans mentalitet, før vi besluttede at hente ham, siger Araújo til Jornal de Notícias.
Victor Froholdt har indtil videre spillet lidt over 3000 minutters fodbold i Porto-trøjen fordelt på 38 optrædener.
Undervejs er det blevet til fem scoringer og fire oplæg for den danske landsholdsspiller.

FC Porto
Primeira Liga





































