Thiago Silva er tilbage i Europa.
Lørdag har FC Porto annonceret tilgangen af den 41-årige stopper Thiago Silva, der for tyve år siden spillede en halvsæson i klubben.
Silva har i løbet af sin karriere fået tilnavnet 'Monsteret', og nu skal monsteret igen være en drage.
Sådan skriver klubben, der kaldes for dragerne grundet byen Portos våbenskjold, hvor en drage figurerer.
- Jeg er glad for at annoncere min tilbagevenden til dragerne og for at sige, hvor glad og smigret jeg er over denne mulighed. Jeg er super motiveret, og jeg håber, at jeg kan hjælpe på den bedst mulige måde.
- Jeg vil gerne takke vores præsident André Villas-Boas for muligheden og også vores træner Francesco Farioli. Jeg er ivrig efter og stolt over at bære disse farver igen.
- Jeg regner med jeres støtte, og jeg håber at se jer på Dragão, siger monsteret, der igen er en drage.
Der er i første omgang tale om en aftale frem til sommeren 2026 mellem Silva og Porto, mens der samtidig er indskrevet en option, der gør det muligt at forlænge kontrakten med et år.
I alt nåede 41-årige Silva 185 kampe og 18 mål for Fluminense.
Brasilianeren har desuden spillet 119 kampe i AC Milan, 315 kampe for PSG og 155 kampe for Chelsea.
Han fik aldrig førsteholdsdebut i sin første periode i Porto.

FC Porto
Primeira Liga

































