Nicklas Halse stopper i FC Roskilde.
Efter 192 kampe for klubben er FC Roskilde og den 28-årige anfører blevet enige om at stoppe samarbejdet et halvt år før tid.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Her udtaler Nicklas Halse dog, at det er klubben, der har valgt at gå en anden vej.
- Jeg er ærgerlig over, at min tid i FC Roskilde er forbi efter så mange år. Klubben har valgt at gå en anden vej, og det må jeg acceptere. Det har vi fundet en løsning på, så vores veje skilles nu.
- Jeg ser tilbage på to gode perioder i klubben, hvor jeg har nydt at komme hver dag. Jeg har fået en masse gode bekendtskaber og mødt mange gode mennesker gennem alle årene. Lige fra holdledere, trænere og holdkammerater, til folk omkring klubben, siger Nicklas Halse til hjemmesiden.
Her udtaler klubbens sportschef Anders Theil sig også.
- Jeg vil også huske Halse for rigtig mange gode kampe i lyseblåt. På banen er han som udenfor banen - god til at være limen der binder det hele sammen. Én ting er sikkert med Halse, man får altid hans ærlige mening - det kan være hårdt, men man har aldrig været i tvivl om, hvor han stod.
- Han har været med til at rykke klubben på mange parametre - og vi håber, at Halse stadig vil følge os og komme i klubben. Døren er i hvert fald altid åben, lyder det.

FC Roskilde
CampoBet 2. division

































