CampoBet 2. division -Efter mareridtsskade: Emil Staugaard får hjælp af FC Roskilde
2026-02-12 17:00:00
Foto: FC Roskilde

Efter mareridtsskade: Emil Staugaard får hjælp af FC Roskilde

Emil Staugaard er på vej tilbage fra en alvorlig korsbåndsskade. Det sker i FC Roskilde, som har taget midtstopperen ind for at hjælpe ham tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 17. runde

FT

FCR

2 - 1

ISH

Det kan godt gå stærkt i fodboldverdenen.

I det ene øjeblik står man på tærsklen til et stort skifte. I det andet øjeblik ramler hele ens verden sammen, og alt er væk.

Det kan Emil Staugaard skrive under på.

Efter afskeden med St. Pauli var den danske midtstopper tæt på at lande en aftale hos BK Häcken, men et solouheld gjorde, at korsbåndet røg.

Det skete sidste år, og siden har Staugaard kæmpet for at komme tilbage igen. Kæmpet for at kunne gå og løbe ordentligt igen.

Det får Staugaard hjælp til, da han tidligere på året blev inviteret indenfor hos FC Roskilde, som han har en fortid i.

Og her er der for alvor kommet gang i genoptræningen, melder en glad Staugaard til Bold.

- Det står en del bedre til, for der er sket en masse. Jeg kommer tættere og tættere på noget, som er en smule sjovere. Det er lidt banetræning og et knæ, som ikke er så sløjt mere.

- Jeg står et godt sted, da mit knæ er blevet stærkt og har potentiale til at blive rigtig godt.

- Det går i den rigtige retning nu, da der er kommet styrke på, mens jeg også har kunnet løbe og være med på banen, siger Emil Staugaard.

Det er derfor en del sjovere at være Emil Staugaard i denne tid, end det var for et halvt år siden.

Det skyldes blandt andet hjælpen fra FC Roskilde, efter at parterne fik sat en aftale sammen, så Staugaard kunne møde op i domkirkebyen og træne med.

- Jeg havde snakket lidt med min egen fys om, at det kunne blive til noget med FC Roskilde, nu hvor jeg havde været der før. Jeg har snakket meget med Anders Theil og har et godt forhold til ham.

Efter samtaler med fysioterapeuten og Theil fandt Staugaard ud af, at et smut til FC Roskilde måske ikke var så dårligt endda, når han så på sin situation.

- Roskilde blev nævnt som et godt sted, da flere har haft et godt knæforløb derude. Jeg ved også, at der er et godt fællesskab i klubben, så jeg spurgte pænt, om jeg kunne komme derud, og om de kunne hjælpe mig tilbage her til sommer.

Og det sagde Theil og resten af FC Roskilde ja til.

Hvornår er der comeback?
Der er kommet lys for enden af tunnelen for Emil Staugaard.

Men der er stadig lidt vej, før at man ser ham give den gas på grønsværen.

- Ja. Lige nu træner jeg på banen med en fys. Så det er både en smule med bold, mens jeg kan lære kroppen og knæet igen med retningsskift, accelerationer og hvad der ellers er.

- Der går nok en lille smule endnu, før jeg begynder at have en masse træninger på banen med resten af holdet.

Hvor lang tid er det?

- Jeg tror ikke, der går sindssygt længe. Jeg ved ikke præcis tidspunktet. Men jeg har snakket med min fys om, at én fuld træning, hvis det går rigtig hurtigt, er muligt inden for to-tre måneder.

- Men jeg håber på, at jeg inden for fire måneder kan træne fuldt med.

230464
Foto: FC St. Pauli

Permanent skifte eller ej?
Selvom Emil Staugaard nyder at møde op i domkirkebyen og være en del af fællesskabet i FC Roskilde, er det ikke ensbetydende med, at det bliver et permanent ophold.

Det har nemlig ikke været et emne endnu blandt parterne.

- Der er ikke nogen aftale. Der er ingen løn eller noget, så det er bare en dejlig hånd, som jeg har fået af FC Roskilde.

- Jeg er derfor åben over for det hele. Der er også andre klubber, og det ved FC Roskilde også godt. Selvom de hjælper mig så meget som muligt, så er jeg meget åben.

Kunne det godt være at blive FC Roskilde?

- Jeg valgte jo FC Roskilde, fordi jeg rigtig godt kan lide at være der. Men jeg håber da bestemt, at jeg kan komme op på en højere hylde end Roskilde.

- Det er i hvert fald det, jeg arbejder efter hver dag.

Tiden må derfor vise, hvad der kommer til at ske med Staugaard.

Efter tiden i tysk fodbold er der stadig interesse fra Tyskland, mens klubber i Danmark også tidligere har vist interesse.

Men for nu vil Staugaard holde fokus på sin genoptræning og gøre alt for, at han til sommer kan sparke et nyt kapitel i karrieren i gang.

192851
Foto: St. Pauli
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 17. runde

FT

FCR

2 - 1

ISH

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce