FC Roskilde er ved at gøre sig klar til forårssæsonen i 2. division, men det bliver uden tre spillere.
2. divisionsklubben skriver nemlig på sin hjemmeside, at Lauge Persson, Albion Aliji og Joseph Mwamba stopper i klubben.
- Der har været begrænset med spilletid til alle tre spillere i denne sæson, og derfor er vi blevet enige med dem om, at muligheden for kontinuerlig spilletid findes andetsteds. De stopper derfor hos FC Roskilde denne vinter.
- Jeg vil gerne takke alle tre for deres arbejdsindsats i klubben og for deres professionalisme på træningsbanen og i omklædningsrummet, siger manager Jack Majgaard til klubbens hjemmeside.
19-årige Joseph Mwamba kom til FC Roskilde i sommer efter et ophold i Brøndby. Han fik fem kampe for 2. divisionsklubben i efteråret.
Lauge Persson blev også ny FC Roskilde-spiller i sommer og har en fortid i B.93 og FCK. 22-årige Persson spillede ti kampe for FC Roskilde.
19-årige Albion Aliji skiftede fra AB til FC Roskilde i sommer. Aliji har også været en del af Lyngby og Hvidovre. Han nåede ikke at få debut for FC Roskilde.



FC Roskilde
CampoBet 2. division
































