FC Fredericia var et af Superligaens mest formstærke hold op til kampen mod OB.
Derfor blev der også spekuleret i, om de kunne få point med hjem til Fredericia i deres jagt på at blive i landets bedste række.
Det så længe godt ud for Michael Hansens mandskab, som spillede en fin kamp i en blæsende affære, men til sidst kunne han og resten af Fredericia-holdet se OB’s Jona Niemiec gøre det til 1-0 i dommerens tillægstid.
Og det var da også en skuffet Fredericia-træner, som Bold talte med efter kampen.
- Ja, det er man, fordi det sker lige til sidst. Du taber det point på gulvet, som du synes, du har arbejdet hårdt for. Jeg synes, spillerne gjorde alt, hvad de kunne, og derfor har man også lyst til at give det videre til holdet og det boost, det kunne have givet at få et point i dag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det gør ondt, men sådan er fodbold. Når det har gjort ondt resten af dagen i dag, så vågner vi op i morgen og har fokus på det næste, lyder det fra Fredericia-chefen.
FC Fredericia forsvarede sig ellers flot i et opgør, der ikke bød på de store chancer til nogen af mandskaberne.
Særligt i anden halvleg kom udeholdet bedre med i kampen, hvor de også fik spillet sig frem til nogle muligheder.
Det var tilfredsstillende, ifølge Michael Hansen.
- Jeg synes, vi fik bedre kontrol over det i anden halvleg, hvor vi fik medvinden. Vi fik skabt nogle muligheder, der gjorde, at det måske var os, der kunne være kommet foran 1-0. Den kvalitet havde vi ikke.
- Vi havde også nogle standardsituationer, hvor vi kunne have fået mere ud af det, men grundlæggende synes jeg, at vi spiller en virkelig solid kamp, hvor vi er meget tæt på vores niveau.
- Derfor er jeg megaærgerlig over, at vi ikke fik et point, siger Michael Hansen.
Sejren til OB betyder, at FC Fredericia aktuelt har fire point ned til Silkeborg IF, som ligger under nedrykningsstregen.
Næste gang Michael Hansen og co. skal jagte en sejr, bliver mod Vejle, der skal en tur til Fredericia.

Slagsmål og splittelse i Real Madrid
Hattrick | Afsnit 78Real Madrid sejler rundt få dage før El Clásico med interne konflikter, disciplinærsager og spillere, der angiveligt har bedt om fri fra træning.
Læs mere
FC Fredericia
3F Superliga



































