Emil Schou Jørgensen har været en stor profil for Boldklubben Frem, siden han kom til fra SfB-Oure FA tilbage i sommeren 2020.
Den 25-årige forsvarsspiller står i skrivende stund noteret for 99 optrædener på klubbens førstehold, og det tal kommer formentligt til at stige i fremtiden.
Fredag eftermiddag oplyser divisionsklubben nemlig, at man har forlænget kontrakten med forsvarsprofilen, så den nu løber frem til sommeren 2026.
- Det er glædeligt, at Emil ønsker at være en del af den rejse, vi er på, og som han har spillet en stor rolle i.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hans præstationer har været på et højt niveau i løbet af hele sæsonen, og derfor er vi glade for at kunne indgå en længerevarende aftale med ham.
- Udover hans sportslige evner er han også en vigtig personlighed i omklædningsrummet og bærer Frem i sit DNA, hvilket betyder, at han opfylder alle vores ønsker, lyder det fra Beran Camili til klubbens hjemmeside.
Emil Schou Jørgensen kan spille sin kamp nummer 100 for Frem, hvis han kommer på banen i lørdagens opgør mod VSK Aarhus.


BK Frem
CampoBet 3. division


































