Belgiske Gent spillede sig torsdag videre i Conference League med en storsejr, men der blev ikke jublet efter slutfløjt.
I det 70. minut skete der nemlig noget, som nok kommer til at sidde i spillerne i noget tid.
Holdet målmand Paul Nardi gik i græsset efter et udspark, og spillerne kunne hurtigt se, at den var gal. Helt gal.
Foden sad ikke, hvor den skulle, da den franske keeper havde pådraget sig et åbent benbrud.
Nardi skreg af smerte, og hans holdkammerater måtte kigge væk, mens han modtog behandling.
Gent-træner Hein Vanhaezebrouck fortalte efter kampen, at det er det værste, han nogensinde har oplevet.
- Det var et åbent benbrud, og det var frygteligt.
- Jeg har været en del af fodbold i over 50 år, og jeg har aldrig oplevet det før. Et brækket ben uden kontakt eller sammenstød.
- Vi er glade for at gå videre, men vi snakker ikke så meget om det. Der er ingen eufori. Der er ingen glæde.
- Det er helt uvirkeligt. Alle vores tanker går til Paul.
- Jeg prøvede at sige noget til ham, da han blev båret af banen, men han havde alt for ondt.
- Jeg har oplevet en del ting selv men aldrig noget så slemt, fortæller Vanhaezebrouck ifølge Het Nieuwsblad.
Gent vandt kampen 4-1.

Gent
Conference League



































