Mike Jensen har mandag sat sin signatur på en ny aftale med HB Køge, hvor han på samme tid får udvidet sit ansvarsområde.
Den 38-årige midtbanespiller skal således sideløbende være transitionstræner med ansvar for at integrere de unge på førsteholdet.
Selv glæder han sig over sin nye rolle og erkender i samme ombæring, at kroppen har brug for mere hvile, end det før har været tilfældet.
- At spille fodbold er stadig det sjoveste jeg ved. Det næstsjoveste er at nørde det uden for, så jeg er sindssygt glad for den her aftale, hvor jeg skal begge dele.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi accepterer, at der nu er nogen dage i løbet af ugen, hvor min krop skal have mere hvile end de andres. Hvad kan jeg så bidrage med?
- Så er det måske med hovedet. I min rolle her i klubben har jeg hele tiden haft fokus på de yngre. Nu bliver det mere officielt - og også lidt mere uden for banen og ikke kun inde på græsset, jeg skal vejlede.
- Jeg skal ud og analysere deres præstationer, og ud og se dem spille på U19 og U17 - og guide dem ud fra de ting, jeg ser. Det bliver en fed ny udfordring for mig, siger Mike Jensen.
I søndagens kamp mod Hobro tangerede Mike Jensen kamprekorden i HB Køge med sin optræden nummer 157.

HB Køge
Betinia Liga




































