I efteråret noterede Sebastian John sig for 16 optrædener i HB Køge, men efter et halvt år i NordicBet Liga-klubben stoppede parternes samarbejde.
Nu er den 27-årige målmand på udkig efter en ny klub, og selv om forårssæsonen står for døren, har danskeren fortsat ikke fundet en arbejdsgiver.
Det er noget, som Sebastian John er en smule ærgerlig over.
- Det går sådan, at der ikke har været den interesse, som jeg havde håbet på. Jeg havde nok håbet på at spille fodbold igen lidt tidligere, men jeg har gået og holdt mig lidt i gang i Aarhus Fremad og for mig selv, og det har jeg primært gjort, så jeg kan være klar, hvis der skulle opstå noget.
- Der har været lidt interesse, og der har været ting, som jeg godt kunne have sagt ja til, men det har bare ikke været de ting, som jeg havde håbet, der ville komme nu, så lige nu er status, at jeg stadig venter på, hvad der skal ske, siger Sebastian John til Bold.
Åben for udlandet
Målmanden holder nu de fleste døre åbne for, hvad fremtiden må bringe.
- Jeg leder primært efter et sted, hvor jeg kan spille så højt niveau som muligt. Når man lige har spillet i NordicBet Ligaen, vil man gerne finde noget, der ligner det, og jeg er sådan set åben for, om det er herhjemme eller i udlandet. Mit fokus er 100 procent på at finde det rigtige sted, hvor jeg kan spille hver gang, siger målmanden.
Selv om Sebastian John gerne vil finde noget, der minder om NordicBet Ligaen, er 2. division også aktuel for keeperen.
- Det vil det være, hvis jeg føler, at det er det rigtige sted eller det rigtige tilbud. Jeg fortalte i Aarhus Fremad, at jeg godt kunne se mig selv i deres setup, men de var måske ikke det rigtige sted i forhold til at skulle have mig ind nu, fordi de havde en ung målmand, som de gerne ville bygge videre på. Det accepterer jeg, og jeg forstår det 100 procent, siger Sebastian John.
På trods af at keeperen fortsat er klubløs, slår han fast, at han ikke er desperat.
- Jeg kan godt mærke, at jeg savner at spille fodbold. Især når jeg ser folk, jeg kender, der er på træningslejr, men det er ikke sådan, at jeg er ved at hive håret af mig selv og panikker over, at jeg ikke har en klub, lyder det fra keeperen.
Sebastian John har i løbet af sin karriere været forbi klubber som Viborg, Kolding, Fremad Amager og Fredericia.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
HB Køge
Betinia Liga

































