Allsvenskan -Dansker skadet efter Häcken-prøvetræning: Ude i et år
Foto: FC St. Pauli
2025-09-18 07:30:00
Foto: FC St. Pauli

Dansker skadet efter Häcken-prøvetræning: Ude i et år

Emil Staugaard fik ødelagt et succesfuldt prøveophold i BK Häcken med en alvorlig skade. Han sætter her ord på skaden og vejen tilbage, hvor Staugaard får hjælp af en tidligere klub.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 24. runde

FT

HAM

4 - 0

HÄC

Emil Staugaard stod med en stor mulighed i hånden, efter at han i sommer forlod St. Pauli på en fri transfer.

Den danske midtstopper var eftertragtet og havde flere muligheder, men turen gik til toppen af svensk fodbold, da BK Häcken inviterede Staugaard til et prøveophold.

Vejen til et skifte til et af Sveriges største hold stod banet for Staugaard, men så ramlede hele hans verden sammen.

– Jeg var til prøvetræning oppe i BK Häcken, hvor jeg kom ud for et solouheld. Jeg endte desværre med at rive mit korsbånd over på femtedagen.

– Nu står jeg så uden en kontrakt og klub, og det er den dårlige side af fodboldverdenen, siger Emil Staugaard til Bold.

'Tør de satse på mig?'
Den 23-årige dansker gik decideret fra himlen til helvede på kort tid.

Solouheldet i BK Häcken var en episode, som gjorde ondt på Staugaard. Fysisk og mentalt.

– Det var sindssygt hårdt. Heldigvis for mig er jeg sådan, at når sådan noget rammer, så prøver jeg at tænke løsninger. Altså, hvad skal der så ske?

– Lige pludselig havde jeg et knæ, der ikke fungerede. Det ærgerlige var jo også, at jeg tog den mulighed, som var den bedste for mig. Den krævede så en prøvetræning, og det havde jeg egentlig ikke noget problem i.

Foto: Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix

Staugaard tilføjer, at han havde tilbud fra andre klubber, hvor han kunne skrive under med det samme uden at vise sig frem.

Men chancen for at spille for BK Häcken gjorde, at Staugaard i stedet valgte at tage den prøvetræning i det svenske.

– Nu har jeg haft en del år med ingen store skavanker. Så jeg tænkte, at det kunne jeg sagtens. De andre hold var ikke på samme hylde som Häcken, der spiller Europa og har vundet pokalen. Så skaden ramte mig hårdt.

– Det er et helt år væk fra fodbolden. Man ved aldrig, om der er nogen klubber, som tør satse på en, når man kommer tilbage. Det har været en speciel tid for mig.

Imponerede i Sverige
Selvom der er en tvivl hos Emil Staugaard, holder danskeren fast i at være positiv.

En af hans største styrker er det mentale, og det er det også i denne tid, når Staugaard sætter ord på det mislykkede træningsophold i BK Häcken.

– Jeg nåede heldigvis at have fem dage deroppe, hvor jeg viste mig godt frem. Jeg har haft en god dialog med klubben, så man ved jo aldrig, om der kommer en ny mulighed på et senere tidspunkt.

– Jeg viste mig frem fra min bedste side. Jeg spillede jo også en halvleg for dem i en træningskamp, så de har set, hvad jeg kan.

Det er derfor det, som Staugaard tager med sig videre i denne tid, hvor han hver eneste dag kæmper sig tættere og tættere på et comeback.

– Der er ingen grund til at gokke mig selv i nøden over, at jeg har forspildt en chance. Skader er desværre en kæmpe del af fodbolden. Jeg har heldigvis en god alder.

– Jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er det mindset, som jeg har haft. Jeg ved, at jeg kan komme tilbage på et højere niveau, end hvad jeg måske skulle have startet med tidligere.

Hjælp fra tidligere venner
Nu står den på genoptræning for Emil Staugaard.

Hver eneste dag har han fokus på sit store mål. Han skal tilbage på grønsværen. Han skal være bedre end nogensinde før.

Bold fanger ham derfor på vejen ud mod Dedication Fysioterapi, som Staugaard får hjælp af i jagten på et comeback. Men de er ikke de eneste, som hjælper danskeren.

– Lige nu får jeg en masse god hjælp ude i Dedication, så mine knæ får det allerbedst. Så har jeg også været lidt tilbage og låne lidt ting hos en tidligere arbejdsgiver i form af Fremad Amager.

– Det betyder meget. Der blev jeg inviteret ud, efter at de havde hørt, at jeg havde ødelagt mit knæ. Så det er udelukkende bare for at kunne få noget hjælp og få det her sammenhold, som fodbold også giver.

Foto: Fremad Amager

I en tid, hvor den står på meget genoptræning alene, er hjælpen fra Fremad Amager vigtig på mange måder for Staugaard.

– Det er rart at være en del af et omklædningsrum en gang imellem. Så jeg er der nogle gange, når det lige passer ind. Jeg kender stadig et par spillere, der er derude. Så det betyder meget for mig.

Blod på tanden
Om Emil Staugaard er hos Dedication eller Fremad Amager, er målet det samme.

Han skal tilbage i den bedst mulige form. Og det kommer han, lyder det fra den tidligere St. Pauli-dansker.

– Der er jo desværre en horisont på 9-12 måneder på en korsbåndsskade. Jeg vil ikke skynde mig for tidligt ud. Så hvis man skal sætte en deadline, så er det, at jeg er 110 procent klar til preseason næste sommer.

– Lige nu får jeg den bedste hjælp, jeg kan finde. Jeg træner hver dag for, at det skal blive bedre. Knæet skal have den tid, det tager. Jeg vil gøre det bedst mulige for, at det ikke sker igen.

Staugaard har derfor planen for den kommende tid klar. Han kommer desuden med en klar besked til mulige bejlere.

– De skal være forberedt på en spiller, som vil gå langt og længere end det, for at komme tilbage. Jeg har mistet et helt kalenderår af min karriere, så jeg vil tilbage.

– Min operation gik godt, og hele opstarten efter skaden har været god. Jeg er i hvert fald meget sulten efter at komme tilbage. Og det kommer jeg også.

Foto: St. Pauli

Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 24. runde

FT

HAM

4 - 0

HÄC

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce