Der venter et spændende forår for HIK, der kæmper for at blive i 2. division.
Op til forårets kampe har 2. divisionsklubben dog oprustet sig med hele seks spillere, og flere af spillerne har spillet på større adresser i Danmark.
HIK-assistent, Daniel Simacon, giver en gennemgang af de seks spillere på klubbens hjemmeside, og han mener, at spillerne kan give HIK noget ekstra.
- Andreas Garly er kommet til HIK fra B93, har tidligere været i FCN og har vist, hvilket stort potentiale han besidder. Hans tekniske niveau er virkelig højt, og man kan mærke, at han er en godt uddannet midtbanespiller. Han kan bruges på flere midtbane-pladser.
- Det samme kan man sige om Lauge Persson, der tidligere spillede i Roskilde og B93, og som har en lang række divisionskampe på CV’et. Også han er en spiller, der passer rigtig fint ind i spillestilen på holdet, og som teknisk kan bidrage med en masse,.
- Benjamin Juel-Berg er endnu en spiller, der er kommet til klubben fra B93. Han er en venstrebenet forsvarsspiller, der har en stærk pasningsfod og samtidig tager ansvar og initiativ, når det handler om at kommunikere på banen. Han kan blive et stærkt defensivt kort for os, siger Simacon og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Emmanuel Ogura er blevet lejet i FC Nordsjælland, og den ghanesiske målmand har gjort det godt i træningskampene, hvor han med sit spil med fødderne skaber stor sikkerhed i spillet ud fra forsvaret. Han er hurtig og modig.
- Mican Atici er en utrolig stærk boks-spiller, som vi er glade for at have fået til klubben. Han kommer fra AB, og kan virkelig komme til at gøre en stor forskel med sin fysik og spilforståelse.
- Han er skarp i boksen, men han har samtidig et godt blik for sine medspilleres placering – som da han uselvisk lagde op til 3-1 målet mod Karlslunde.
- Lucas Lodberg er kommet fra Frem, og det er en spiller, som vi kender godt fra tidligere – og som altid har spillet godt imod HIK.
- Han er en 'no nonse'-angriber, der har et dejligt gå-på-mod. Han arbejder hårdt for holdet og scorede et imponerende langskudsmål mod AB til slutresultatet 1-1.
HIK vandt det første opgør i forårssæsonen med 1-0 over Skive IK, og lige nu er HIK nummer ni.

HIK
CampoBet 2. division



































