Christian Lønstrup har været cheftræner i Hillerød Fodbold i fem år, og indtil videre har parterne en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.
Selvom der har været tilbud fra andre klubber, er cheftræneren ikke færdig med Hillerød Fodbold endnu.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet de seneste år, og selvfølgelig har der været henvendelser fra andre klubber, som jeg har skullet forholde mig til.
- Men jeg synes, at projektet stadig er meget interessant, og jeg kan mærke, at klubbens bagland hele tiden gør alt, hvad de kan, for at vi får bedre faciliteter, opgraderer på lønninger og får en god stab.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De sørger for, at jeg har de bedste forudsætninger for at lykkes med Hillerød. Så længe jeg kan fornemme det, skal der meget til at få mig væk.
Cheftræneren fortæller videre, at der skal noget helt ekstraordinært til, før han kan lokkes væk fra Hillerød Fodbold.
- Jeg kunne sikkert godt sige ja til andre klubber, hvor jeg ville få højere løn, men det er ikke altid det, der driver mig.
- Jeg er ikke færdig med det her projekt. Absolut ikke. Der skal komme noget ekstraordinært, som jeg ikke kan sige nej til, men jeg føler mig meget stimuleret, hvor jeg er - og jeg mærker opbakning fra ledelsen og spillerne.
For kort tid siden stoppede Jackie Rasmussen som direktør i Hillerød Fodbold efter mere end ti år i klubben, da han har takket ja til at blive sportschef i Strømsgodset, som i denne sæson rykkede ned i den næste bedste norske række.
Skal fansene frygte, at du tager med Jackie Rasmussen?
- Jeg har svært ved at se mig selv i Norge lige nu, hvor det er bidende koldt og til et hold, der er rykket ned. Det er ikke der, jeg har mine tanker i øjeblikket.
Christian Lønstrup startede i Hillerød Fodbold i januar 2021.
Klubben ligger i skrivende stund på andenpladsen i Betinia Ligaen.

Neymar anklaget for overfald
Hattrick | Afsnit 76Neymar har igen skabt overskrifter i Brasilien – denne gang efter et slagsmål til træning midt i jagten på en VM-plads.
Læs mere
Betinia Liga
Hillerød


































