Hillerød Fodbolds bestyrelsesformand Jesper Lolk-Nielsen har haft travlt.
Det er mindre end et par uger siden, at han til Bold fortalte, at han allerede var i dialog med et par spændende kandidater til direktørposten, som Jackie Rasmussen snart forlader.
Lørdag blev jagten så afsluttet, da Hillerød Fodbold og bestyrelsesformanden kunne præsentere Daniel Rommedahl som klubbens nye direktør.
- Det har været et par hektiske uger og dage, fortæller Jesper Lolk-Nielsen til Bold lørdag middag og uddyber:
- I forlængelse af at Jackie Rasmussen fortalte, at han skulle videre, var der heldigvis en del, der rakte ud, og en af dem var Daniel Rommedahl.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var oplagt, at jeg tog en snak med ham og efterfølgende flere snakke, hvor jeg kunne præsentere klubbens strategi og de muligheder, vi ser og har, så han vidste, hvad han gik ind til.
- Heldigvis kunne han også se sig selv i det, og derfor er vi her nu, hvor han er vores nye direktør.
Hvad tænkte du første gang, da han rakte ud?
- 'Hold da op'. Det var en utrolig spændende kandidat, og derfor var vi også nødt til at få en kop kaffe så hurtigt som muligt. Jeg er glad og stolt over, at vi nu kan præsentere ham..
Hvorfor er valget faldet på ham?
- Alle ved jo godt, at han har været en stor del af FCK's rejse. Da han begyndte i klubben for 24 år siden, var den ikke, hvor den er i dag.
- Vi ser nogle oplagte ligheder. Han har været med til at lægge sten for sten i FCK og set alle hjørner af klubben. Vi er en meget lille organisation, hvor man kommer hele vejen rundt, og hvor alle beslutninger tages sammen.
- De erfaringer, han har fået i FCK, kan vi se, at han kan bidrage med her i vores rejse mod at blive mere etableret.
Bestyrelsesformanden fortæller videre, at opgaven nu bliver at gøre Hillerød Fodbold til en etableret top 6-klub i Betinia Ligaen - og så få klubben tilbage på hjemmebanen i Hillerød.
Daniel Rommedahl, der starter i jobbet den 1. januar, deler de samme ambitioner. Læs mere om det her.
Hillerød Fodbold ligger helt i toppen af Betinia Ligaen med 32 point - samme antal point som Lyngby Boldklub, der indtager førstepladsen.

Birk klar til comeback
Hattrick | Afsnit 73Efter måneder væk fra rampelyset melder Frederik Birk sig nu klar til næste skridt i trænerkarrieren – men hvad er det for et job, han går efter?
Læs mere
Betinia Liga
Hillerød

































