Holstebro Boldklub er en del af den tætte strid i 3. division.
Lige nu er klubben nummer otte i rækken, men klubben har kun to point ned til AB Tårnby på 11.-pladsen.
Derfor venter der nogle nervepirrende kampe for Holstebro i foråret.
Holstebro-profilen Anders Miguel Santos Iversen siger til Holstebros Facebook-side, at klubben skal have nogle point på kontoen.
- Mine forventninger er, at vi skal ud at krige den, og vi skal have tre point i samtlige kampe. Det bliver en vigtig forårssæson både for os selv og klubben. Vi skal være i divisionerne efter ferien.
Iversen var med i Holstebros træningskamp mod Ringkøbing IF, der endte med en 2-0-sejr til Holstebro.
- Det var dejligt endelig at være i gang igen. Det var en lidt rodet kamp, synes jeg, men vi fik sat nogle gode sekvenser sammen. Det var dejligt at mærke bolden igen.
Den 23-årige offensivspiller fortæller, at spillerne skal arbejde stenhårdt i foråret, hvis det skal blive til overlevelse.
- Det var dejligt at se drengene igen. Vi har haft en lang pause, og vi har haft tid til at tænke over tingene. Nu har vi taget arbejdshandskerne på og kløet på.
Holstebro starter forårssæsonen i 3. division ud mod Næsby 12. marts.

Holstebro Boldklub
CampoBet 3. division
































