Hvis alt går efter planen, når Hvidovre at lande to forstærkninger, inden transfervinduet smækker i ved midnat på torsdag.
Allerede tidligt i januar løftede sportschef Peter Lassen sløret for, at man havde en ny, dynamisk midtbanespiller stående øverst på ønskelisten, og med blot tre og en halv dag tilbage at handle i er det stadig scenariet.
Det bliver dog hverken FCK's Oscar Højlund eller Fredrik Carlsen fra Silkeborg, som ellers var Lassens førsteprioriteter, men det får ikke Hvidovre-bossen til at give op.
- Jeg kan godt sige, at mine førsteprioriteter er skudt til hjørne, erkender Peter Lassen og fortsætter.
- Jagten går videre, men jeg kan ikke nævne navne. Jeg har et par spillere på blokken, som godt kunne være rigtig interessante.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skulle gerne have det på plads, inden ugen er omme. Transfervinduet lukker også, ja, men vi skal til Tyrkiet på fredag, så der vil vi gerne have ham (en ny 8'er, red.) med, siger sportschefen til bold.dk.
Leder efter midtstopper
Ud over en ny midtbanespiller har Hvidovre også kig på at forstærke truppen med en forsvarsspiller. Helt konkret kunne man godt bruge en spiller mere til det centrale forsvar, fortæller Peter Lassen.
- Hvis der falder en forsvarsspiller ned ude foran vores dør, kan det også godt være, at vi tager ham. Det skal være en midtstopper.
Kunne Valdemar Lund fra FCK være interessant?
- Der er mange meninger. Det kunne være mange forskellige. Det kunne være en Thomas Jørgensen fra FCK også. Jeg har mange på blokken, siger Peter Lassen.
Lindberg erstattes internt
bold.dk kunne i torsdags fortælle, at Hvidovre var tæt på et salg af offensivprofilen Marcus Lindberg, og fredag blev transferen til svenske Sirius så officiel.
Peter Lassen er overordnet set tilfreds med salget, men han fortæller samtidig, at der ikke var meget at gøre for Hvidovre.
- Vi kunne ikke rigtigt gøre noget. Lindberg havde en klausul i sin kontrakt, men vi er glade for, at vi fik ham af sted, og han er også selv glad for det.
Skal I hente en erstatning?
- Vi har erstatningerne klar. Det er ikke lige på den position, vi kommer til at mangle spillere. Vi har både Andreas Smed, Lirim Qamili, Christian 'Grecko' og Jeffrey Papa.
- Papa er virkelig opadgående lige nu, så lige på den position har vi erstatningerne klar internt, afslutter Lassen.
Hvidovre ligger på 12. pladsen i Superligaen med syv point efter 17 kampe.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Hvidovre IF
3F Superliga






































