Sorte tal.
Det er virkeligheden for Hvidovre Fodbold A/S, der mandag har offentliggjort deres regnskab for hele 2024.
1. divisionsklubben, som i sommeren 2023 rykkede op i Superligaen og et år senere rykkede ned igen, har nemlig præsenteret et overskud på 1,378 mio. kr.
- Efter en forårssæson i 3F Superligaen, hvor nedrykningen desværre var en realitet med tre kampe tilbage, så er det hele ledelsens indtryk, at vi på trods af odds og meningsdannere leverede en præstation, vi kunne være stolte af, lyder det i regnskabet.
- Derudover har det ikke mindst været en fantastisk oplevelse og en meget lærerig proces igen at prøve at spille med blandt landets 11 bedste mandskaber. Disse erfaringer er der bygget videre på, og vi er i gang med at sikre, at Hvidovre mange år fremover fortsat kan blande sig blandt de bedste fodboldhold i Danmark.
- Økonomien i 2024 har været positivt påvirket af et forår i 3F Superligaen og også af den nedrykningsbonus, der fulgte med. Samtidig skiftede vi vores spillersetup fra bibeskæftigelse og træning efter kl. 16. til fuldtid, hvor også sundhedsstaben blev udvidet.
- Dette samt et par spillertransfers i regnskabsåret har resulteret i, at selskabets overskud i 2024, lander på 1.378 mio. kr., hvilket ledelsen finder tilfredsstillende.
Hvidovre solgte Lirim Qamili i sommeren 2024 til Sønderjyske.
Klubben ligger nummer fem i NordicBet Ligaen og har lige nu syv point op til FC Fredericia op andenpladsen, der udløser oprykning til Superligaen.

Hvidovre IF



































